I budgetforslaget afslører Furesø Kommune, at man vil flytte Bybækskolens Træ- og Metalværksteder til Lynghuset på Kirke Værløsevej i Værløse. Den samlede pris for rokaden stiger til 17 mio. kr.
Af Mikkel Kjølby
Den sidste brik i puslespillet om flytningen af foreninger og aktiviteter fra Bybækskolen i Farum til andre lokaliteter ser ud til at være faldet på plads.
Godt nok blev vedtagelsen af planen udsat ved mødet i Økonomi- og Erhvervsudvalget i sidste uge, men i budgetforslaget er der et konkret forslag til flytning af træ- og metalværkstederne.
Dette har længe været den sidste manglende brik i puslespillet, da det var vanskeligt at finde et egnet sted, men det er tilsyneladende lykkedes.
I budgetforslaget til nye anlægsforslag står der:
-Træ- og metalværkstedet søges flyttet fra Bybækskolen til Lynghusets underetage, som har niveaufri adgang fra gården. En tidligere gymnastiksal og nogle tilstødende rum indrettes til træ- og metalværkstedet, skriver forvaltningen i budgetforslaget.
Her oplyses det videre, at:
– Der er stor synergi mellem aktiviteterne i foreningen Furesø Træ & Metallaug og de eksisterende aktiviteter i Lynghuset, hvor Pedelartistens værksted allerede rummer et svejserum m.m. og flere af Lynghusets aktiviteter omfatter træarbejde.
Der nævnes ikke noget i forhold til de nuværende brugere af træ- og metalværkstederne, som må formodes at være primært ældre borgere fra Farum.
Prisen for flytningen af træ- og metalværkstederne angives til 2 mio. kr.
Til gengæld kan forslaget gå hen og blive dyrere.
– Forslaget kræver formentlig en anvendelsesændring og dermed en byggetilladelse. Dertil skal det afklares, om der er eller skal være 30 sikringspladser i bygningen jf. BBRregistreringen, skriver forvaltningen.
I samme bilag angives den samlede pris for flytningen af foreninger og aktiviteter til 17 mio. kr.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET.
Sådan skal puslespillet gå op
Budgetforslagene angiver også andre tiltag i forbindelse med flytningen af aktiviteterne.
Specialtilbuddet Broen forventes flyttet til Furesøgård, hvor det flytter sammen med det nye specialtilbud til 6 elever/højt begavede autister, som skoleområdet har behov for at oprette.
Prisen angives til samlet 9,5 mio. kr. over tre år. Dette er ikke en del af de 17 mio. kr. i forhold til flytning af aktiviteter fra Bybækskolen.
Flytningen af aktiviteter til Farum Kulturhus indebærer en udgift til fortætning. Den angives til 3,5 mio. kr. i
Til gengæld flytter Syge- og Hjemmeplejens kontorarbejdspladser fra et lokale i kulturhuset til Hvedemarken 3. Pris: 2.5 mio. kr. i 2027. Sundhedsplejens Familierum forbliver på Farum Kulturhus, da placeringen her er mere ideel for borgerne, der kommer i bil eller med offentlig transport.
Galaksen får nye beboere
Flytteplanen har også betydning for Kulturhuset Galaksen i Værløse.
Der er lagt op til, at Ungdomsskolen Ung Furesø samt Fremtidsværkstedet rykker ind med i alt seks medarbejdere og 40 timelærere samt en modtageklasse med tre lærere. Prisen er sat til 6 mio. kr.
Det sker for at skabe et nyt unge- og kulturmiljø – og styrke de samarbejder, der allerede er med kulturhuset, biblioteket og kulturskolen/musikskolen.
For at det skal lade sig gøre er det planen, at Borgerservice og Digitalisering flytter ind på rådhuset. Dertil skal bruges møde- og kontorlokaler i kælderen, dele af biblioteksområdet samt Satellittens lokaler.
De 29 medarbejdere i Borgerservice & Digitaliserings flytning til Furesø Rådhus er prissat til 2,5 mio. kr.
Det kan lade sig gøre, fordi der frigives kontorarbejdspladser og mødelokaler på rådhuset i forbindelse med flytning af jobklubaktiviteter til Hareskovhvile. Det er dog også en forudsætning, at der gennemføres en rokade på rådhuset, hvor flere centre får nye placeringer.
Når alt dette er gennemført, står Furesø Kommune med 22.000 tomme kvadratmeter på Bybækgrunden. Det skal så nedrives, hvilket også vil koste ca. 10 mio. kr. hvilket er den gængse pris for nedrivning af det antal kvadratmeter.
Og derefter kan grunden så bruges til byudvikling, hvilket er tænkt sammen med den store plan om flytning af Farum Station til et sted ved motorvejen samt planen om en overdækning på 450 meter, hvilket ikke er på plads endnu.
Pyha, man kan blive helt stakåndet af sådan en gennemgang.







