Hestetrukket vejtromle af granit med ny funktion som kagerulle

Kagerullen består af en gammel tromle hugget ud af granit og anslås at veje 3,1 ton. Vejtromlen har formentlig været monteret med en træramme hele vejen rundt – foran monteret med skagler så hestene kunne trække og bagpå med reb, så man kunne bremse, hvis det var aktuelt. Tværstangen blev speciallavet til denne rulle og på grund af rust og tæring er en ny tværstang blevet smedet til montering af de nye håndtag. Foto: Charlotte Søllner Hernø.

Af Charlotte Søllner Hernø

Kagerullen i Kirke Værløse er en lidt atypisk skulptur, som står centralt midt på Bygaden ud for indkørslen til Smedegade i trekanten, som indtil for godt 30 år siden var byens busvendeplads.

Lokal anlægsgartner fandt granittromle

Knud Ibsen var anlægsgartner og har i høj grad sat sit præg overalt, hvor han har virket, herunder i Kirke Værløse, hvor han boede de sidste mange år af sit liv. Han har stået bag etablering af de fleste store stensætninger i byen, ligesom han var den drivende kraft bag anlæggelse af tingstedet med sten, træer og hække på det areal, der tidligere var asfalteret busvendeplads. Der var for ham aldrig langt fra tanke til handling.
Anlægsgartneren havde i det hele taget et godt blik for særlige sten. Han faldt på et tidspunkt over en vejtromle af granit, som han var nødt til at erhverve sig. Granittromlet lå ubenyttet hen i Farumskoven og han fik overtalt skovfogeden til at skille sig af med den. Knud Ibsen fik den derfor fragtet hjem til Kirke Værløse, selv om han ikke vidste, hvad han skulle bruge den til. Granittromlen blev placeret, hvor den fortsat ligger og det var formentlig meget heldigt.
For da Kaj Øgaard Sørensen, postbud, ejer og redaktør af Hareskov-Værløse Avis gennem 71 år, så granittromlen, fik han den idé, at den kunne laves om til en gigantisk kagerulle, der skulle placeres netop ved det allerede etablerede tingsted i byen, som meget apropos også er hjemsted for Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening.
Andre lokale håndværkere blev derfor inddraget. Anlægsgartneren og tømrermester Mikkel Thomsen kontaktede værktøjsmager Johan Overby fra Jonstrup, så han kunne lave en tværstang af jern, der skulle gå gennem tromlen. Tømrermesteren fik drejet de fineste kagerullehåndtag i ekstraordinær stor størrelse.
Vejtromlen, som meget heldigt allerede var blevet placeret på sin blivende og nuværende placering, fik monteret tværstang og håndtag og i sensommeren 1996 kunne granittromlen præsenteres som kagerulle og som et markant vartegn med en historie om et tidligere liv i bagagen.
Efterfølgende har Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening indlysende nok valgt at anvende en kagerulle som logo.
Tidens tand har været hård ved både træhåndtag og tværstangen i jern, så husmoderforeningen fik i 2022 overtalt både værktøjsmageren og tømreren til at gå i gang med at producere nye håndtag, lavet af en særlig hård træsort.
Den renoverede kagerulle blev under passende festivitas genindviet den 30. april 2023.

De nye håndtag til kagerullen er lavet af tropisk hårdttræ, som gennem flere uger er blevet mættet i en blanding linolie og vegetabilsk terpentin for at øge holdbarheden. Håndtagene skal have linolie en gang årligt for at øge holdbarheden. Foto: Charlotte Søllner Hernø
Købmand Niels Jørgen Pedersen, som en årrække drev Super 1 på Bygaden 28, var ret idérig. To år efter kagerullen var blevet lavet, fik han aftappet en udvalgt Cabernet Sauvignon fra Chile på et stort parti flasker. Den lokale kunstner Nelly Lorentzen lavede en akvarel af kagerullen, som blev anvendt til at pryde vinetiketten på den særligt aftappede rødvin og som med stor succes blev solgt fra købmandsbutikken til lokale.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest