Trods begrænsede faciliteter er Hareskov IF Gymnastik i fremgang. I sidste sæson ramte medlemstallet 280. Der er plads til endnu flere.
Det startede med fodbold under 2. verdenskrig, men snart blev Hareskov IF udvidet med en gymnastikafdeling.
Lige siden er der blevet svedt, knoklet og grinet i Hareskov Skoles gymnastiksale. Hareskov IF Gymnastik er i god gænge. En aktiv bestyrelse på fem personer styrer 13 instruktører på lige så mange hold.
Og mens andre gymnastikforeninger oplever tilbagegang i voksenrækkerne, så er det billedet det modsatte hos Hareskov IF Gymnastik.
– Efter corona var vi ved nede på 200 medlemmer, men ved slutningen af sidste sæson havde vi 280 medlemmer. Vi har godt fat i de voksne. Det er ikke de helt unge, men dem i slutningen af 30´erne og en del fra det ældre segment, fortæller formand Lone Stokholm Larsen.
Det er ikke mindst lykkedes at udvide antallet af hold, så der er er endnu flere tilbud.
– Vi har flere hold end tidligere, men vi er begrænsede af, at vi kun har plads i Hareskov Skoles gymnastiksale, og vi har den tid, som vi nu engang har, forklarer Lone Stokholm Larsen.
I den store sal er der parkourhold for de unge, børnehold og motionisthold. I den lille sal er der yogahold og gymnastik for de voksne.
Tilmeldingen til den nye sæson er i fuld gang. Det ser lovende ud. Hareskov IF Gymnastik har i skrivende stund 230 tilmeldte.
– Vi vil gerne op over 280 tilmeldte som i sidste sæson. Der er plads på flere hold. Man kan tilmelde sig, så længe der er plads på holdene, siger Lone Stokholm Larsen.
Man kan få en prøvetime, hvis man ønsker det. Så skal man skrive til formanden på: lone_stokholm@hotmail.com
Eller man kan læse mere på hjemmesiden: www.hif-gym.dk
HIF Gym sætter rekord – men der er plads til flere
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest