Nordsjællands Politi har uddelt dusør til Fatma Odedci fra Omsorg Sjælland. Hun leverede en heltemodig indsats ved at redde en ældre mand ud af en brændende lejlighed i Farum Midtpunkt.
Af Mikkel Kjølby
Nordsjællands Politi uddelte fredag den 25. september dusør og diplomer ud til ti borgere, som havde ydet en heltemodig indsats.
Den 23-årige hjemmeplejer Fatma Odedci var en af modtagerne.
– Det var rart at få den anerkendelse. Jeg er glad, for det jeg gjorde, siger Fatma Odedci til Alt om Furesø.
Fatma har arbejdet som ufaglært hjemmehjælper i syv år, men er i gang med at uddanne sig til farmaceut.
Den 4. maj 2026 skulle Fatma Odedci på vegne af Omsorg Sjælland besøge en af sine vante borgere – en ældre dement mand.
Det blev nogle dramatiske sekunder og minutter for Fatma, da hun ankom til lejligheden i Farum Midtpunkt.
– Da jeg åbnede hans dør, kunne jeg se al den røg i lejligheden. Jeg kendte ham rigtig godt, han er en af mine faste borgere. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke får ham ud, så dør han. Jeg gik ind pga. min samvittighed. Mit hjerte ville ikke kunne klare det, fortæller Fatma Odedci.
Efter at have været inde i lejligheden første gang, forlod Fatma den for at trække vejret, men tog så beslutningen om at hente den ældre herre og gik ind igen. Hun fik fat i hans hånd og trak ham ud af lejligheden. Udenfor lejligheden gav hun førstehjælp til den ældre mand.
Hjemmeplejerne bliver ellers uddannet til ikke at tage personlig risiko, men i dette tilfælde vurderede Fatma, at den ældre mands eneste chance var, at hun fik ham ud af lejligheden.
Fatmas arbejdsplads er da også ufatteligt stolte af den unge hjemmehjælper.
– Hjemmehjælperne bliver uddannet til ikke at tage chancer, men her var der ikke andet at gøre for Fatma. Vi er stolte af hende. Hun tog en beslutning på stedet. Det var virkelig flot af hende. Det er så fantastisk, at politiet har givet hende en dusør for indsatsen, siger Stine Sandvad, områdeleder for Omsorg Sjælland i Furesø Kommune.
Stine Sandvad var bagvagt denne dag og var i telefonisk kontakt med Fatma under episoden, og det der skete bagefter.
Blev selv indlagt med røgforgiftning
Ambulance og politiet kom til stedet og sørgede for, at den ældre herre kom afsted til hospitalet. Han blev lagt i kunstig koma, og var i bedring, men to-tre uger senere gik han desværre bort.
Fatma blev også rådgivet til at holde øje med signalerne for røgforgiftning, men fortsatte sin tur rundt som hjemmehjælper.
– I starten kunne jeg ikke mærke det pga. adrenalinen. Halvanden time senere fik jeg det rigtig skidt og ringede 112. Jeg blev indlagt med røgforgiftning på Herlev Hospital og var der natten over. Det var rigtig ubehageligt, og jeg græd også meget. Men jeg ville gøre det igen. Det er ikke noget, jeg fortryder, fortæller Fatma Odedci, som er glad for den opbakning, hun har fået fra sin arbejdsplads.






