Højspændingsfejl førte til strømafbrydelse

Radius oplevede fredag aften en højspændingsfejl omkring Stavnsholt.

765 boliger i Farum var uden strøm fredag aften.
Af Mikkel Kjølby
 En stor del af Stavnsholt var uden strøm en del af fredag aften.
Philip Olesen, pressechef for Radius, fortæller til Alt om Furesø:
– Jeg snakkede lige med kollegerne i vores kontrolrum. De fortæller, at vi fredag aften havde en højspændingsfejl i Farum-området, som resulterede i, at der var 765 kunder uden strøm. De mistede strømmen kl. 18.42, og derefter blev de løbende genforsynet. De sidste havde strøm igen kl. 21.24, fortæller Philip Olsen, som endnu ikke kender årsagen.
– Vi kender endnu ikke årsagen til afbruddet, siger Philip Olesen.
Højspændingsfejl hører til hverdagshændelserne, men hvad dækker det egentlig over?
– En højspændingsfejl dækker over en fejl forbundet med vores højspændingskabler. Denne type fejl berør mange kunder, mens lavspændingsfejl (på f.eks. en villavej) mærkes af færre kunder. Ved en højspændingsfejl isolerer vi det fejlramte kabel, og så leder vi strømmen til kunderne af andre veje i elnettet, så alle igen har strøm i kontakten. Derefter kan vi gå i gang med arbejdet med fejlsøgning og udbedring af det fejlramte kabel, forklarer Philip Olesen.
Det er desværre en del af hverdagshændelserne indenfor energibranchen.
– Strømafbrud er uundgåelige, og elnettet skelner desværre ikke, om det er juledagene. Vi har ca. to højspændingsfejl om dagen i det østdanske elnet, der sammenlagt består af ca. 45.000 km kabler. Elnettet er døgnovervåget, og vi har kolleger, der er klar til at rykke ud til fejl i alle årets timer, alle årets dage, så kunderne hurtigst muligt får strømmen igen, fortæller Philip Olesen.
Der har været en del strømafbrydelser i Farum det sidste års tid. En del af dem skyldes arbejdet med Kulturporten i det centrale Farum, men det er altså ikke tilfældet denne gang.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder