Høstfest slap med skrækken – Det ser fornuftigt ud

Høstfesten bød på musik dagen lang. Her er det Danish Greyhounds.

Vejrudsigten varslede regn det meste af dagen, men sådan blev det ikke. Kirke Værløse Høstfest samlede igen byen til en festlig dag.
Af Mikkel Kjølby
I 2022 opstod en ny tradition i Kirke Værløse. En ny generation af borgere ville have mere sammenhold og hygge. Det blev til Kirke Værløse Høstfest.
Siden da har høstfesten samlet byen til en hyggelig dag, hvor man kommer hinanden ved og får snakket med venner og naboer.
Men i år var noget anderledes.
– Det er første år, hvor vi ikke har sommervejr. Vi sad og kiggede på vejrudsigten fredag, og det så ikke lovende ud, men det blev heldigvis ikke til så meget regn, så det går nok endda, siger Jakob Østrup.
I dag foregår Kirke Værløse Høstfest i regi af foreningen Den Gamle Skoles Venner. Formanden Søren Juul Dalsted erklærer sig tilfreds.
– Vi havde en dejlig dag. Vi fik ikke så meget solskin som vi plejer, og det var vi lidt nervøse for skulle holde folk væk. Men det gjorde det heldigvis ikke og vi havde et flot besøgstal, siger Søren Juul Dalsted, som anslår at der igen i år har været mellem 1000 og 1500 gæster.

De mange mennesker har gode grunde til at kigge forbi. De mange børneaktiviteter, loppemarkedet og ikke mindst musikken.
– Vi var også i år rigtig glade og stole over at kunne præsentere en masse god musik i løbet af hele dagen, og masser af hygge til både børn og voksne. Vi er rigtig glade for at så mange kommer og laver boder, aktiviteter og forskellige indslag. Det gør at der er noget for alle, og at mange tager aktivt del i høstfesten. Vi oplevere at rigtig mange kommer igen år efter år, og antallet af frivillige, der hjælper med at afvikle dagen stiger stille og roligt, hvilket vi også håber sker næste år, da det er en forudsætning for at vi kan holde en høstfest i den kvalitet som vi gør. Så vi håber at der til næste år vil være endnu flere der tilbyder at hjælpe til, siger Søren Juul Dalsted.
Han forventer, at regnskabet ser fornuftigt ud, og mon ikke høstfesten vender tilbage i 2027.
– Efter tre dage med masser af forberedelsesarbejde og oprydning trænger vi til at hvile benene lidt. Men der plejer ikke at gå mange måneder før idéerne til næste års høstfest begynder at boble frem. Og i starten af det nye år plejer vi at slå hovederne sammen og begynde planlægningen, så skal vi ikke regne med, at det også sker denne gang, lyder det fra Søren Juul Dalsted.

småSNAK tog en snak med vindrengene fra Birkegården, ølbryggerne fra Laanshøj og Anders fra Fungi Gourmet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder