Berit K. Leth fejrede sit 20-års jubilæum som Direktør for Hotel- og Konferencecenter fredag den 12. juni.
Tiden går hurtigt. Især når man arbejder et dejligt sted.
Det er næsten ikke til at tro, at det allerede er 20 år siden, at Berit K. Leth tog over som Direktør for Hotel- og Konferencecenter Kollekolle.
Hun trådte i store fodspor, da hun afløste Lis Søndergaard som direktør for Kollekolle, men direktør for ejendomme i Landbrug- og Fødevarer, Thomas Funch-Hansen, understregede i sin tale, at Berit havde formået at gøre det på fremragende vis.
Ikke mindst Berit K. Leths uforfærdede lederskab af den slags, hvor man selv går forrest, når det er nødvendigt, blev fremhævet.
Berit K. Leth har formået at sætte sit store præg på Kollekolle. Ikke mindst gennem renoveringer. Senest renoveringen af den store kælder, hvor den gamle svømmehal og slyngelstuen blev afløst af moderne fitnesscenter, yogasal og branchens vel nok flotteste vinotek.

Berit K. Leth tog en diplomuddannelse I Service Management ved University of Chester. Hun startede sin karriere hos SAS Rejsebureau, og arbejdede med luft og skibsfart i 11 år hos Danair og DFDS, inden hun startede i hotelbranchen hos Radisson SAS. Karrieren gik over Hilton Copenhagen Airport, hvor hun som Director of Business Development var med til at åbne det 5-stjernede hotel ved Kastrup Lufthavn. Efter en tid som direktør for Scandic i Sydhavnen, blev hun i 2006 udpeget til at løfte den tung arv efter Lis Søndergaard på Hotel- og Konferencecenter Kollekolle.
Arbejdslivet blev fra 2015 til 2025 suppleret med en rolle som direktør for Horisont Hotel & Konference ved Aarhus, men i dag koncentrerer Berit sig om Kollekolle.






