Nordsjællands Politi modtog søndag eftermiddag og tidlig aften flere anmeldelser om to babysæler, som lå på stranden ved Bellevue.
Ifølge en anmelder var flere henne for at klappe de små sæler, som var omringet og derfor ikke kunne trække væk fra stranden. Samtidig meddelte en anden anmelder, at der var så mange strandgæster ved Bellevue, at mor-sælen ikke kunne komme ind til ungerne.
Livredderne på stranden opsatte en afspærring omkring de små sæler, men denne blev ikke respekteret. Da livredderne gik hjem, påtog flere lokale sig tjansen at skærme sælerne på stranden.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse skal man altid lade være med at gå tæt på sæler, selvom de både kan se søde og venlige ud. Tværtimod skal man give dem ro og holde rigtig god afstand.







