Hvad laver boremaskinen ved Akacietorvet?

Boremaskinen ved Akacietorvet er sat op for at undersøge og sikre grundvandet imod forurening fra et tidligere vaskeri på stedet.

Region Hovedstaden er i gang med at undersøge grundvandet under Akacietorvet. Det sker for at sikre, at den ikke truer det grundvand, der bruges til drikkevand i Furesø Kommune.
Af Mikkel Kjølby

Ulla Hess husker så udmærket Centri Vask og Rens.
– Tilbage i 1960erne blev der lavet et vaskeri og renseri i en af Akaciegårdens længer. Det var forholdsvist primitivt med vaskomater, hvor man selv kunne vaske sit tøj, men det var også muligt at få renset sit tøj, siger Ulla Hess.
I midten af 1980erne blev Akaciegården revet ned for at gøre plads til det lille indkøbscenter Akacietorvet. I dag finder man Netto og en optiker på stedet, hvor vaskeriet lå.
At der kom massiv forurening fra dette vaskeri og andre vaskerier i området, har længe stået klart. Region Hovedstaden er i gang med en løbende indsats for at kortlægge forureninger. Alene i 2026 er der afsat 185 mio. kr. til at beskytte grundvandet.
Der er tidligere fundet rester af de rensekemikalier, renseriet anvendte, i jord og grundvand, og undersøgelserne skal nu vise, hvor langt forureningen med klore¬rede opløs¬nings¬midler har spredt sig, og om den udgør en risiko for det dybe grundvand, der bruges til drikkevand. Ved samme lejlighed undersøges grundvandet for PFAS.
– Forureningen ligger i et område, hvor grundvandet er en vigtig drikkevandsressource. Vi ved, at den findes i det øverste grundvand, som ikke bruges til drikkevand, men nu skal vi have afklaret, hvor langt den har spredt sig, og om den udgør en risiko for det dybere grundvand. Den viden er afgørende for, at vi fortsat kan beskytte drikkevandet, siger Helle Overgaard, projektleder i Region Hovedstadens Miljøenhed i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Hun understreger samtidig, at der ikke er grund til bekymring for drikkevandet.
Furesø Vandforsyning kontrollerer løbende kvaliteten af det vand, der sendes ud til forbrugerne. Vandet lever op til alle myndighedskrav, og borgerne kan derfor trygt drikkevandet fra hanen.

Undersøgelsen omfatter flere boringer, hvor der udtages prøver af både jord og grundvand. Prøverne skal vise, hvor omfattende forureningen er, og om der er behov for en oprensning.
Regionen har gennem flere år undersøgt og oprenset jord- og grundvandsforurening i området. Blandt andet er der etableret et anlæg, som oppumper og renser forurenet grundvand, så det ikke når frem til vandboringerne ved Farum Vandværk.
Undersøgelsen ved Akacietorvet sker samtidig med regionens arbejde med at kortlægge forurening fra Farum Industrikvarter. Senere på året planlægges yderligere boringer syd for industrikvarteret som led i den samlede indsats for at beskytte drikkevandet i området.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *