Klassebilledet årgang 91 i Galaksen søndag den 14. januar
Furesø Teater starter anden halvdel af teatersæsonen søndag den 14. januar kl. 16.00 i Galaksen med en underholdende og musikalsk forestilling om en klasse-reunion årgang 91. En rejse tilbage til den tid, hvor bajere var noget, man drak fra en pose i en hæk, fest noget der sluttede med opkast, og forelskelse ramte lige så ofte, som der var nye afsnit af ‘Dallas’ eller ‘The Cosby Show’ på TV.
Vi har alle været der: Vennerne, glæderne, bekymringerne og en helt ny verden der åbnede sig. Men hvor blev vennerne af? Hvad havde livet til dem?
Mikkel Schrøder tegner humoristiske og kærlige portrætter af blandt andre Mogens, der ville ind i Jægerkorpset men endte i Hjemmeværnet, Lennart der stadig skriver kontaktannoncer fra fængselscellen, Helse-Else med held i urter og uheld i kærlighed, og Allan der strikker for ikke at slå ihjel!
Mikkel Schrøder har sin helt egen showform, der leder tankerne hen på en blanding af Det Brune Punktum og Niels Hausgaard. Sjovt, ofte poetisk og hele vejen yderst charmerende. Selv kalder han forestillingen for ‘underholdning, man både må grine og græde til.
Man kan købe billetter til ‘Klassebilledet’ via Furesø Teaters hjemmeside www.furesoeteater.dk
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest