Tennissportens ypperste række – Elitedivisionen – blev i den forgangne uge afsluttet med tre kampe på otte dage. HVT-damerne mødte i de tre sidste kampe de tre bedste hold i landet lige nu, og det blev til tre nederlag. Alligevel er der god grund til optimisme for de unge Værløsedamer. HVT-damerne slutter på femtepladsen – få point fra en plads i medaljespillet.
Lørdag den 8. august mødte HVT’s damer på udebane Gentofte. Det blev til et snævert nederlag på 4-2 med HVT-sejre til Olivia Thiemke og Emma Brandt Schultz. Onsdag den 12. august mødte HVT-damerne så de forsvarende mestre fra KB. Også denne kamp blev spillet på udebane. KB vandt kampen 5-1, og det ene HVT-point blev sikret af HVT’s 3. single Emma Brandt Schultz.
Lørdag den 15. august skulle HVT’s bedste damer så spille den sidste runde i Elitedivisionen på hjemmebane mod Hellerup-klubben HIK. Der var inden kampen en teoretisk chance for, at HVT-holdet for første gang i klubbens historie kunne nå medaljespillet for landets fire bedste klubhold. Det var dog ikke målsætningen for det meget unge HVT-hold, som først og fremmest spillede for at vinde kampen og for at få vigtig erfaring til den videre udvikling af holdet og de enkelte spillere.
-I tennis er der meget ofte fokus på resultatet – og det bliver hurtigt sort og hvidt. Hvis du vinder, er det flot, og hvis du taber, er det mindre godt. Sådan ser vi ikke på det i HVT. Vi lægger mærke til, at vi hvert år kommer tættere på de bedste hold – så vi udvikler os jo egentlig bedre end de andre klubber, siger Reinholdt Schultz, som gennem flere sæsoner har været holdkaptajn for HVT’s bedste damehold og også er far til de 16-årige tvillinger Anna og Emma Brandt Schultz, som udgør en vigtig grundstamme på holdet.
Hjemmekampen mod HIK blev spillet med masser af tilskuere, som bakkede op om hjemmeholdet, og det blev også en meget tæt og flot holdkamp. Efter de fire singler var stillingen 2-2. De to HVT-point blev sikret af Anna Brandt Schultz, som i 1. singlen vandt over en svensk professionel spiller, og Emma Brandt Schultz, som i sikker stil vandt 4. singlen. HVT var faktisk tæt på en 3-1 føring, da HVT’s 3. single, Olivia Thiemke, tabte sin kamp i en match-tiebreak til 10, hvor Thiemke var foran det meste af tiden, men til sidst tabte 9-1 til sølvmedaljevinderen fra dette års danske mesterskaber i tennis.
HVT tabte de to doubler, hvor særligt 2. doublen var en tæt affære. Dermed tabte HVT sæsonens sidste kamp 2-4, hvilket betyder, at HVT-damerne for fjerde sæson i træk ender på 5. pladsen i Elitedivisionen for damer.
De øvrige HVT-damehold vandt i den forgangne weekend. Bl.a. vandt klubbens 2. hold, som også har en meget lav gennemsnitsalder, en flot hjemmesejr over Gentoftes 2. hold.
På herresiden vandt HVT’s 1. hold en flot udebanesejr over Virum-Sorgenfri, og herreholdet ligger på en øjeblikkelig 4. plads i landets næstbedste række 1. Division.
HVTs 2. herrehold tabte en meget tæt kamp til Virum-Sorgenfris 2. hold.
HVT’s 3. herrehold vandt en stensikker sejr og ligger nu på 1. pladsen i deres liga.







