HVT-festen fortætter ved DM i tennis

Tvillingerne Anna og Emma Brandt Sxhultz er med i tre DM-semfinaler fredag.

Hareskov-Værløse Tennisklubs bedste tennisspillere har haft stor succes ved det igangværende DM i tennis, som afvikles i forbindelse med DM-ugen i Aalborg. Torsdag var fem HVT-spillere involverede i fem kvartfinaler og en semifinale, og succesen fra de foregående dage fortsatte. HVT er derfor nu sikret fem medaljer ved de individuelle danmarksmesterskaber i tennis, og det er uden tvivl rekord for den hyggelige klub midt i Værløse.
Torsdag formiddag blev der afviklet kvartfinaler i singleturneringen ved DM. Felipe Stevn Mikkelsen vandt en tæt og meget lang kamp mod Romeo Elfving Navarro fra Hørsholm Rungsted Tennisklub og er dermed i semifinalen, hvor han fredag formiddag møder den førsteseedede Davis Cup-spiller Christian Sigsgaard fra Gentofte Tennisklub.
I damesingle var de 15-årige tvillinger Emma og Anna Brandt Schultz begge i kamp i kvartfinalerne på samme dag, som de skulle have modtaget deres 9. klasses afgangsbevis fra Søndersøskolen. Anna Brandt Schultz mødte turneringens mest formstærke spiller Emma Kamper fra Gentofte Tennisklub og tabte i to sæt efter en flot kamp. Annas søster, Emma, mødte femteseedede Sophia Ragus – også fra Gentofte Tennisklub – som er seedet nummer fem i turneringen. Det blev en meget tæt og lang kamp, men i sidste ende var Emma den stærkeste og vandt den 2½ timer lange kamp med cifrene 6-4 1-6 6-4. Emma møder fredag formiddag den førsteseedede Sarafina O. Hansen fra B93.
Hareskov-Værløses Tennisklubs fremadstormende tropper var torsdag også involveret i tre doublekampe – to kvartfinaler og en semifinale. I damedouble vandt tvillingesøstrene Emma og Anna en sikker sejr og spillede sig dermed i semifinalen, som spilles fredag midt på dagen. HVT’s herredouble med Philip Carstensen og Ervin Mesic vandt en spændende kvartfinale i to sæt og er dermed også klar til semifinalerne fredag, hvor de møder Davis Cup-doublen Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard.
Torsdag aften spillede Anna Brandt Schultz og Philip Carstensen semifinale mod det førsteseedede søskendepar, som onsdag aften slog Annas søster, Emma, og hendes makker ud af mixeddouble-turneringen. Kampen står i skrivende stund 5-7 2-3. Den blev afbrudt på grund af massive regnbyger over Aalborg torsdag aften og genoptages fredag eftermiddag.
Hareskov-Værløse Tennisklub har således sikret sig fem medaljer. Om det bliver bronze eller mere ædelt metal bliver afgjort fredag og måske lørdag.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder