
Hareskov-Værløse Tennisklub har en stor og velfungerende trup af seniorturneringsspillere. Det blev tydeligt i weekenden, hvor alle klubbens seniorhold vandt deres kampe i Danmarksturneringen. Særlig vigtigt var lørdagens hjemmesejr i Elitedivisionen for damer.
HVT’s damer tabte i 1. runde af Elitedivisionen 0-6 til guldkandidaterne fra Hørsholm-Rungsted Tennisklub. Da der kun spilles syv runder i grundspillet, var det vigtigt at få en sejr i lørdagens kamp mod Fruens Bøge fra Odense. Med en sejr kunne man tage et vigtigt skridt væk fra kampen om at undgå nedrykning.
HVT’s meget unge damehold, hvor tre af pigerne netop har fejret sidste skoledag i 9. klasse, viste foran hjemmepublikummet klassen og vandt sikkert holdkampen 5-1. Dermed ligger HVT-damerne på 4. pladsen i Elitedivisionen efter 2 runder. Næste kamp i Elitedivisionen spilles onsdag den 4. juni på hjemmebanen i Værløse.
Allerede fredag aften var HVT’s bedste herreseniorspillere i kamp, da de i 1. Division Øst mødte Birkerød på udebane. Efter en flot sejr i sæsonpremieren var det spændende, om HVT-herrerne kunne følge op i fredagens aftenkamp. Det kunne de, og med en sejr på 4-2 har HVT-herrerne lagt sig på 2. pladsen i divisionen. Næste kamp spilles mod Virum/Sorgenfri lørdag den 7. juni.
HVT’s to øvrige damehold og klubbens 2. hold for herrer vandt også deres kampe i weekenden, og dermed gjorde HVT’s seniorhold rent bord..