
Dokumentarfilmen Landbrugets Natur er nomineret til LA Independent Women Film Awards. Instruktøren Isabelle Denaro gør klar til en række fremvisninger landet over.
Af Mikkel Kjølby
I coronatiden tog Isabelle Denaro fat på en livsopgave. Fra hjemmet i Farum begyndte på en helt særlig film. Hun brugte tre år på at lave dokumentarfilmen Landbrugets Natur, som fik premiere i foråret 2024.
Siden er filmen gået sin sejrsgang, og er senest nomineret til LA Independent Women Film Awards.
– Lad os bare sige, at der har været syv magre år. Vi har arbejdet hårdt. Vi har ikke holdt fri. Har ikke haft ferie. Vi har snøret livremmen ind og levet for så lidt som muligt. Vi har været vedholdende og disciplinerede. Jeg har holdt fast i visionerne og idealismen, også når modvinden blev stor. En gang imellem, når det blev lige lidt for hårdt, så måtte jeg minde mig selv om, hvorfor jeg gør det, jeg gør. I virkeligheden kan jeg ikke gøre andet. Ikke at gøre det ville være meget værre. Filmen Landbrugets Natur har været og er en central del af mit livsformål, ligesom de næste projekter, der er i gang, vil være det. Det føles meget stærkt, skriver Isabelle Denaro på Linkedin og tager et lettelsens suk.
– Jeg siger ikke, at de næste projekter ikke også vil give udfordringer på vejen. Men jeg tror, jeg har bestået ildprøven.
Landbrugets Natur vil i de nærmeste måneder blive vist i en række biografer landet over. Visningskalenderen kan ses her www.thenatureoffarming.com
Landbrugets Natur er bygget op omkring historierne om en række danske jordbrugere, og hvordan de har valgt at dyrke deres jord, så de giver mere til naturen, end de tager.
Den viser således, hvordan et naturvenligt landbrug ser ud. Et lokalt forankret landbrug, der er integreret i naturen, genetablerer biodiversiteten over og under jorden, trækker CO2 ud af atmosfæren, opbygger jordens frugtbarhed og balancerer vores vand- og kulstofcyklusser. Et regenerativt landbrug.
Filmen er fyldt med nyttig information, men den er også smuk og helende på sin helt egen måde og kan ses af alle. Den får os til at mærke, hvordan et livsbekræftende landbrug føles. Og dermed håber jeg på at skabe en længsel, som i bedste fald vil være med til at inspirere folk til at skubbe mod et nyt paradigme.