I forbindelse med det vandrende borgermøde blev denne skitse udarbejdet. Den vil Jonstrup 89 have som grundlag for projektet.

Borgerforeningen Jonstrup 89 vil have oplægget til placering af låger som grundlag for græsningsprojekt på Flyvestation Værløse.
Af Mikkel Kjølby
I forbindelse med det vandrende borgermøde på Flyvestation Værløse den 28. oktober blev der i fællesskabet udarbejdet et forslag til placering af låger i den kommende indhegning på 35 hektar.
Nu vil borgerforeningen Jonstrup 89 have denne skitse anerkendt som grundlag for græsningsprojektet. Emnet blev behandlet på et borgermøde i Jonstrup. Konklusionerne er sammenfattet i et høringssvar.
– Den nye kvægfold placeres i et naturområde, som benyttes flittigt til både naturoplevelser og som gennemgangsområde. Det er vigtigt at fastholde områdets anvendelsesbestemmelse som åbent ‘ferie- og fritidsområde’ og dermed sikre intuitive adgangsforhold til området, skriver Jonstrup i høringssvaret og fortsætter:
– Hermed skal adgangsbehovet fleksibelt imødekommes med ind- og udgange, hvor man naturligt møder området og hvor det er naturligt at fortsætte sin færden ud af området igen. På Borgermødet blev nedenstående lågeplaceringer gennemgået og argumenteret som minimum for at sikre dette formål, og oplægget blev de facto anerkendt som et velgennemarbejdet og -argumenteret projektoplæg. Antallet af låger vil desuden bidrage til at modvirke den reelle og signalerede lukkethed og modstand mod at bruge arealet, som hegn omkring arealet vil medvirke til, skriver Jonstrup 89 til Naturstyrelsen.
I forbindelse med det vandrende borgermøde på Flyvestation Værløse gennemgik forstfuldmægtig Charlotte Mølgaard projektet. Her fremgik det, at der ikke skal gives landzonetilladelse, men da projektet går henover Jonstrup Å skal der søges tilladelse i forhold til Vandløbsloven.
Naturstyrelsen sendes projektet i udbud for at få priser på indhegningen. Herefter vil man søge midler hos Landbrugsstyrelsen. Et eventuelt tilsagn forventes i sommeren 2025, og selve indhegningen med 10 gallowaykøer forventes at kunne stå klar om et års tid.

 

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *