Folkeoplysningsudvalget har godkendt DAFARO som folkeoplysende forening. Foreningens formand Torben Stevnsborg kalder det en stor dag.
Af Mikkel Kjølby
Ude i Shelter 207 på Flyvestation Værløse pusler medlemmerne af foreningen DAFARO (Danish Airbase Fire And Rescue Organisation) med at vedligeholde historiske køretøjer og underviser folkeskoleelever i førstehjælp og militærhistorie.
Om det er folkeoplysende aktiviteter, har i lang tid været omdrejningspunktet for en vedvarende diskussion med forvaltningen og Folkeoplysningsudvalget i Furesø Kommune.
Tirsdag den 16. december kom så den længe ventede godkendelse som folkeoplysende forening.
– Det er en stor dag. Efter vi har forsøgt i tre år, så er det lykkedes, siger Torben Stevnsborg, formand for DAFARO, som har ca. 20 medlemmer og en støtteforening med ca. 200 medlemmer.
Foreningen er dannet på grundlag af tidligere ansatte i brand og redningstjenesten på Flyvestation Værløse. Igennem årene har foreningen fået stillet ti historiske redningskøretøjer til rådighed af Flyhistorisk Selskab. Vedligehold af køretøjerne er en stor del af foreningens virke, som også omfatter førstehjælp ved uheld på Flyvestation Værløse samt undervisning af folkeskolelever i førstehjælp og militærhistorie.
– I 2025 har vi undervist 1800 skoleelever. Elever i udskolingen og mellemtrinnet skal have undervisning i førstehjælp. Det har vi gjort sammen med Ballerup Kommune, men vi underviser også i militærhistorie og andre emner. Det er aktiviteter, som er med til at gøre vores frivillige ekstremt kompetente i deres virke, forklarer Torben Stevnsborg.
Det er ikke strømmen af folkeskoleeleverne, men derimod foreningens frivillige, som gør det muligt at blive folkeoplysende forening. Det kræver kontinuerlige aktiviteter for medlemmer. I Furesø er det defineret som ti gange på et år.
– Forskellen på den her ansøgning og de forrige er, at det denne gang har vi fokus på vores frivillige og hvad de får ud af det, siger Torben Stevnsborg.
Foreningen har ønsket blåstemplingen, fordi det vil give nye muligheder.
Det vil gøre to forskelle. Den ene er, at vi har en tyrkertro på at i forbindelse med ansøgninger til fonde vil det være nemmere, fordi vi ved at være folkeoplysende forening kan bidrage med en stor egenandel. Den egenandel er de frivillige. Den del er blevet anerkendt ved at blive godkendt som folkeoplysende forening. Vi vil selvfølgelig også søge om at få huslejetilskud. Det vil hjælpe foreningen økonomisk. Det vil gøre det muligt at bruge flere penge på de frivillige, forklarer Torben Stevnsborg.
DAFARO blev for grundlagt syv år og hører til i Shelter 207 – det er tæt på parkeringspladsen ved Sandet, men også nabo til cafeén Shelter 214.
Der er åbent hus hver den første søndag i måneden kl. 13 til 15, men hvis porten står åben, er man altid velkommen til at kigge ind og få en snak om foreningens aktiviteter og de historiske køretøjer.
Aktiviteter er i en gråzone
Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Lars Køster Svendsen, oplyser, at der er tale om en midlertidig godkendelse.
– DAFARO er nu blevet godkendt, men vi vil vurdere over det kommende år om ,de planlagte aktiviteter kan ligge indenfor rammerne af, hvad vi betragter som folkeoplysende. Det er en gråzone i folkeoplysningsloven. Vi har fået flere ansøgninger, som er i gråzonen. For at hjælpe os selv med at være så skarpe som muligt i forhold til ansøgningerne, skal vi have defineret det nærmere, siger Lars Køster Svendsen.







