Fredag den 15. november holder Mogens Houman sit foredrag nummer 150 om flyvekontrol.
Flyvekontrol er Mogens Houmanns store passion. Nok også derfor han bor i skyggen af Kontroltårnet på Flyvestation Værløse, hvor han arbejdede i mange år.
Mogens arbejdede professionelt med faget i flyvevåbnet og som skoleleder af flyvelederskolen i Kastrup. Han sluttede sin karriere som eskadrillechef for Flyveledereskadrille 515 i Kastrup.
Intet var mere naturligt end at videreformidle den viden. Så da han efter sin erhvervskarriere fik bedre tid, begyndte Mogens at holde foredrag. Han tager ikke en krone for det.
– Hvis man ikke kan forklare tilhørerne om et vanskeligt emne som flyvekontrol, så de kan forstå det, er det foredragsholderen der har et problem, og ikke tilhørerne, siger Mogens Houman om sit foredrag ”Flyvning, Flyvekontrol og om Mogens Houman”.
Årene er gået. Foredragene hober sig op. Og nu gør han klar til foredrag nummer 150. Det sker fredag den 15. november hos en spejderorganisation i Stenløse.
– ”Kunderne” har været klubber, foreninger, loger, firmaer, erhvervsorganisationer, Hemingway- og Blixenklubber, Ældresagen, flyveklubber, pilotforeninger m.v., men foredragene bliver altid holdt i en form, så alle kan forstå det, forklarer Mogens Houman, som også er kendt for sin energiske fremlæggelse.
Jubilæum – Foredrag nummer 150 om flyvekontrol
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest