Jump4fun giver gladere børn og unge

Kristoffer Samson har fået troen på foreningslivet tilbage gennem deltagelse i Junp4fun. Foto: Morten Toft

Jump4fun giver gladere børn og unge. Det viser seneste evaluering af idrætstilbuddet, der arbejder for at skabe bevægelsesglæde for børn og unge, som kæmper med overvægt, er motionsuvante eller ikke har fundet sin plads i det traditionelle foreningsliv.

Kristoffer har fundet sin plads
Det har 14-årige Kristoffer Lærke Samson fra Værløse mærket på egen krop. Han har gået til en del forskellige sportsgrene, blandt andre fodbold, cykling, boksning og ishockey, men konkurrenceelementet skræmte ham væk.
Hos Jump4fun har han endelig fundet sin plads, og siden august sidste år har han været en af de børn og unge, som går til Jump4fun hver mandag i Farum Gymnastikforening.
– Det er rigtigt dejligt at være med i et fællesskab i stedet for at være derhjemme hele tiden og ikke at have noget at lave. Før i tiden, da jeg gik til andre sportsgrene, føltes det lidt sådan ‘åh nej, nu skal jeg af sted’. Det føltes som en pligt, siger Kristoffer Lærke Samson og fortsætter:
– Til Jump4fun har jeg det meget sjovere, og jeg behøver ikke at blive bedre. Det er bare at have det sjovt.

Gladere for bevægelse
Hvert år bliver Jump4fun evalueret. Årets evaluering i Furesø Kommune viser, at stort set alle deltagerne er blevet gladere for at bevæge sig, efter de er startet til Jump4fun. 93 procent af de adspurgte børn og unge svarer, at de er blevet lidt eller meget gladere for at bevæge sig.
Og som navnet antyder, er det sjovt at gå til Jump4fun. At det er sjovt, er den primære årsag til, at deltagerne på holdene i Furesø Kommune er med.
Derudover viser evalueringen, at Jump4fun gør børnene og de unge glade, og at det er noget helt andet end de ting, de har prøvet før.

Mere selvtillid
91 procent af de adspurgte forældre kan mærke, at deres barn er blevet gladere, efter han/hun er begyndt til Jump4fun. Det viser evalueringen.
En af de forældre er Signe Samson, som er mor til Kristoffer.
– Jump4fun har givet Kristoffer tiltroen til foreningslivet og at gå til en idræt tilbage. Nu er han med i anden sæson af Jump4fun i Furesø Kommune, og det er ikke sket før, at han er gået til det samme i så lang tid, siger Signe Samson.
Det er dog ikke kun tiltroen til idrætsforeningerne, Kristoffer Lærke Samson har fået tilbage.
– Han har fået mere selvtillid i forhold til at deltage i forskellige ting sammen med andre børn. Før var han meget tilbageholdende, siger Signe Samson.
Netop udviklingen på det personlige plan, er noget Kira Trust, instruktør på Jump4fun i Farum Gymnastik, har lagt mærke til hos børnene og de unge.
– Mange af børnene på holdet kommer med forskellige udfordringer. Til at starte med kravler de på væggene, og jeg får at vide, at de aldrig har kunnet være i et almindeligt fritidstilbud. Her udvikler de sig personligt og skaber tillid til hinanden. De bliver mere selvsikre, når de finder ud af, at på det her hold er man ikke forkert, her kan vi alle sammen noget,” siger Kira Trust og slår fast, hvad det er, Jump4fun kan:
– Det er godt for børnene, fordi de føler, at de kan være med, uden at de skal præstere noget. Der er ikke så mange regler. Det er ikke springgymnastik eller rytmegymnastik. Vi kan lave, hvad børnene synes er sjovt.”

Om Jump4fun
Til Jump4fun kæmper vi for at hjælpe børn og unge med at finde eller genopdage glæden ved at bevæge sig og motionere i et fællesskab, fordi vi tror på, at det styrker deres trivsel og selvværd.
Jump4fun rummer primært børn og unge i alderen 6-16 år, som grundet lavt selvværd, overvægt, manglende motoriske kompetencer, ensomhed, diagnoser eller andet, ikke føler sig tilpas på de gængse foreningshold.
Til Jump4fun er konkurrenceelementet og niveauinddelingen sløjfet. Det giver øget trivsel, styrket selvværd og større bevægelsesglæde. Som deltager på et Jump4fun-hold er man med på det niveau, man har. Man behøver ikke at kunne noget i forvejen, når man starter.
I Furesø Kommune kan man gå til Jump4fun i Farum Gymnastikforening og Værløse Basketball Klub.

Om evalueringen af Jump4fun
297 Jump4fun børn har svaret på spørgeskemaet
(ud af cirka 750 deltagende børn og unge i alderen 6-16 år)
14 børn og unge fra Furesø Kommune har svaret på evalueringen
187 forældre har svaret på spørgeskemaet
11 forældre til deltagere på holdene i Furesø Kommune har svaret på evalueringen

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest