Den navnkundige redaktør Kaj Øgaard Sørensen mindes hvert år af Hareskov IF med en pris til en person, som lever op til hans idealer. I rå gik prisen til Tenna Wätjen Nielsen.
I kølvandet på en regnfuld efterårstræning mødte holdlederen for Hareskov IF Fodbolds U14 Drenge Tenna Wätjen Nielsen op til en fotosession. Det troede hun i hvert fald. I virkeligheden var anledningen, at hun skulle hædres med årets Kaj Øgaard-pris.
Det var en meget overrasket og glad prismodtager, der blev hyldet på græsbanerne ved Ravnehusparken – omgivet af 30 imponerede drenge.
– Jeg er meget beæret over prisen og stolt af at blive nomineret af nogle kolleger, der selv lægger så stort et arbejde i trænergerningen. Hareskov IF Fodbold er drevet af mange ildsjæle, som får det til at køre rundt både inde på banen og udenfor. Det skaber et stærkt og unikt fællesskab sammenhold på tværs, som er vigtigt for mine og andre børn i deres opvækst, siger Tenna Wätjen Nielsen.
Næstformand i Hareskov IF Fodbold Jacob Krarup satte blandt andet disse ord på valget af årets prismodtager, da Tenna fik overrakt prisen:
– Årets Kaj Øgaard-pris uddeles til en person, der måske ikke er så synlig på banerne. Til gengæld yder hun en kæmpe indsats med at koordinere aktiviteter, sætte gang i arrangementer og tage godt imod nye spillere på holdet. Det er ikke mindst Tennas fortjeneste, at der er kommet 8 nye spillere ind på holdet bare i år. Hun har gennem årene brugt utrolig mange af døgnets timer på at sikre, at det er fedt at være en fodboldspillende dreng født i 2011. På alle mulige måder er hun den lim, som alle hold drømmer om at have.
Det er femte gang Hareskov IF Fodbold uddeler Kaj Øgaard-prisen til en lokal ildsjæl, der har ydet en særlig indsats for børn og unge i lokalområdet. Udover æren følger der med prisen et gavekort på 2.500 kroner.
Kaj Øgaard Sørensen var med til at stifte Hareskov IF og var i en årrække formand for klubben eller frivillig leder. Han drev sideløbende lokalavisen Hareskov-Værløse Avis – bedre kendt som Kajs Avis.
Kaj Øgaard-prisen uddelt til lokal ildsjæl
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest