Karl Larsen – Farums historiker, borgmester, gårdmand og formand for alt

Karl og Inge Larsen i fuld fart på Farum Hovedgade. Foto: Niels Vang Lausen/Furesø Museer & Arkiver.

Kun ganske få personer har haft så stor betydning for Farum som Karl Larsen. Han var Farums altmuligmand og satte gang i alverdens gode ting. Ikke mindst skrev han med ”Notat om Farum Kommunes Historie” det første historiske skrift om Farum.
Karl Larsen blev født den 9. juli 1881 som sjette generation på gården Solvang i Farum Vest. I 1904 overtog han driften af gården, som havde været i familiens eje siden 1766.
Men inden da var han blevet uddannet indenfor landbruget på Lyngby Landbrugsskole og med praktikophold i Jylland. Han var klædt særdeles godt på til rollen som gårdejer og fik hurtigt overskud til meget andet.
Karl Larsen var aktiv i foredragsforeningen, bylauget, grundejerforeningen, skribent for Frederiksborg Amts Avis og meget andet, inden han i 1916 tog initiativ til stiftelsen af den konservative vælgerforening i Farum.
I 1921 blev han valgt som sognerådsformand og sad på posten otte år frem. Hans virke handlede om at styrke det nyskabte bysamfunds kvaliteter. Det foregik i en tid, hvor det gamle landbrugssamfund i Farum blev trængt i baggrunden af den nye stationsby, som opstod i kølvandet på anlægget af Slangerupbanen i 1906. Karl Larsen var en drivkraft i etableringen af den første kommunale centralskole, i at sikre eksamensret til den private realskole og stifte en lokal teknisk skole.
Han gik af som sognerådsformand for at koncentrere sig om kampen for at elektrificeret Slangerupbanen, det var en forgæves kamp.
I 1937 vendte han tilbage til sognerådet og blev formand for en masse forskellige udvalg, frem til han atter trådte ud i 1943.
Karl Larsens største bedrift handler måske i virkeligheden om, at han efterlod et skrift om Farums historie. Det er af enorm betydning
I slutningen af 1940´erne afsluttede han værket ”Notat om Farum Kommunes Historie”. Det er et værk i tre bind, men det blev aldrig udgivet og kan udelukkende læses på lokalarkivet.
Karl Larsens markante indsats blev belønnet af Hoffet. I 1953 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrogsordenen.
Karl Larsen afgik ved døden den 30. december 1957 og ligger begravet på Farum Kirkegård.

Kilde: Majtræet oktober 1993, artikel af Henrik Zip Sane. .

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder