Skipper Pelle Ørsted kalder planerne om at ophugge Baadfartens turbåde på Furesøs for en lokalhistorisk katastrofe. Det skal stoppes.
Af Mikkel Kjølby
Det kan meget vel være slut med Baadfarten på Furesøen. De gamle turbåde står til ophugning til vinter, hvis der ikke sker et eller andet markant i mellemtiden.
Det vil Baadfartens Venner forhindre. Styregruppen indkalder til et møde på Hotel Sinatur i Frederiksdal den 25. juni kl. 18. Her er det tanken, at stifte en forening, som skal sikre bådfartens fremtid på Furesøen.
Skibsfører Pelle Ørsted er en af ildsjælene bag projektet. Han har haft fritidsjob som skipper på Furesøen siden 1978. I dag er han gået på pension og kan hellige sig projektet på fuld tid.
– Hvis de to turbåde bliver hugget op, så er det 130 års historie, som forsvinder. Det vil være en lokalhistorisk katastrofe, siger Pelle Ørsted.
Pelle er også historisk interesseret, og ser Baadfartens deroute på Furesøen som en samfundsudvikling.
– Historien går mere og mere i glemmebogen i disse digitale tider. Det er endnu et led i den udvikling, siger Pelle Ørsted.
Han er mest af alt ærgerlig, fordi han ser et stort potentiale i turbådssejlads, sådan som det foregår på Arresø og Slotssøen i Hillerød.
– Det har været en nedadgående spiral med færre og færre afgange. Der er ikke blevet reklameret ret meget for det. Der er et enormt potentiale. Det kunne sagtens dyrkes noget med. Men det kræver, at Hjortholm fx ombygges, så den i højere grad kan bruges som restaurantbåd, vurderer Pelle Ørsted.
Men alt det vil være særdeles vanskeligt, hvis de to både hugges op til vinter. Og det er planen. Lyngby-Taarbæk Kommune ejer bådene og vil spare vedligeholdet ved at hugge bådene op. Helt konkret skal den ene båd renoveres for et sted imellem 300.000 og 500.000 kr. for at kunne fortsætte. Hele situationen er opstået, fordi først Furesø og siden Rudersdal Kommune er trådt ud af Baadfarten for at spare penge.
– Der vil være meget svært at starte en ny søfart på de søer, hvis bådene hugges op. En af mulighederne er, at vi overtager bådene for en krone. Så kan vi finde fonde til renoveringen, og med frivillig indsats etablere daglig sejlads på Furesøen, så det igen bliver attraktivt for kommunerne at bidrage, forklarer Pelle Ørsted.
Hvordan det skal ske, er der mange tanker om, men først skal foreningen stiftes og så skal medlemmerne have mulighed for at deltage i arbejdet.
Hvis man vil med til informationsmødet onsdag den 25. juni kl. 18, skal man sende en e-mail med navne og antal deltagere til: post@virumby.dk







