I 2023 var en location scout fra TV2/Zulu rundt i Kirke Værløse for at finde egnede locations til en tv-serie. Det lykkedes ikke, men det gjorde det til gengæld, da de tre film om Poeten og Lillemor blev optaget. Alle udendørs scener blev nemlig optaget i landsbyen.
Af Charlotte Søllner Hernø
En hel del huse med forretninger blev anvendt som location, da de tre film om Poeten og Lillemor blev optaget i 1959, 1960 og 1961, hhv. ”Poeten og Lillemor”, ”Poeten og Lillemor og Lotte” samt ”Poeten og Lillemor i forårshumør”, som alle er baseret på Jørgen Mogensens populære tegneserie.
Bag manuskripterne stod navnkundige Erik Balling, hvis hjerte bankede for den blanding af lystspil og folkekomedie, som blev hans varemærke. Balling instruerede selvfølgelig også alle tre film
Kirke Værløses historiske landsbymiljø viste sig at have de rette omgivelser til alle udendørs optagelser, blandt andet på grund af de daværende forretninger i de gamle huse. Alle forretningerne er i dag lukket, men husene består og kan ses i landsbyen.
Man kan se det hus, Poeten og Lillemor boede i på Annexgårdsvej 7, huset hvor slagterbutikken var på Bygaden 1, frisøren i kælderen på Bygaden 4, bageren på Bygaden 2 og kroen på Bygaden mellem nummer 22 og nr. 12.
Nogle af omgivelserne kan også ses i glimt, herunder et lille stykke af Annexgårdsvej samt et vue ned ad Bybrøndstræde hen ad Smedegade og op mod Bygaden, hvor man både kan se lagerbygningen og trappen på hjørnet ind til den daværende købmandsbutik i Smedegade 19.
I enkelte tilfælde er der også lavet optagelser inde i butikkerne, blandt andet i baglokalet til bageren og i restauranten på kroen.
Danmarks mest kendte og populære skuespillere medvirkede
Erik Balling er kendt for instruktion af alle 13 ”Olsen-banden”-film, en lang række danske filmklassikere som ”Landmandsliv”, ”Sommer i Tyrol”, ”Jeg er sgu min egen”, ”Slå først Frede, ”Slap af Frede!” samt tv-serier som ”Huset på Christianshavn”, ”Matador” m.fl. Det kan derfor ikke undre, at stort set alle Danmarks bedste og mest populære skuespillere medvirkede i hans film. I Poeten og Lillemor”-filmene medvirkede bl.a. Henning Moritzen, Helle Virkner, Ove Sprogøe, Lis Løwert, Olaf Ussing, Dirch Passer, Karl Stegger, Kjeld Petersen, Judy Gringer, Paul Hagen, Axel Strøbye, Jytte Abildstrøm, Holger Vistisen, Bodil Udsen, Preben Kaas, Helle Hertz, Poul Bundgaard og mange flere samt lokale statister.
Den omtalte location scout ledte i øvrigt i 2023 efter trelængede gårde, hvorfor han blev præsenteret for Annexgården, Mosedamgård, Stengården og Fruegård. Særligt sidstnævnte gjorde indtryk på ham. Det ville den nok ikke gøre nu, men det er en helt anden historie.
Fakta:
Poeten og Lillemor-filmene blev Produceret af Nordisk Film, som i dag er en del af Egmont. Det er vanskeligt at få tilladelse til at anvende stillfotos fra filmene, da selskabet kræver godkendelse fra de medvirkende, som for de flestes vedkommende er umuligt. Filmene findes på DVD i handlen, men filmene kan også streames via Nordisk Film+
Der findes dog videoklip på YouTube, som viser trailers og højdepunkter.