Der var prestige i at være medlem af Flyvestation Værløses jagtforening. Prins Henrik deltog flere gange i jagterne, men det var bestemt også et praktisk og særdeles alvorligt element i jægernes funktion.
Af Mikkel Kjølby
Flyvestation Værløse har et rigt og varieret dyreliv. Der var gode jagtmuligheder. Det fik Flyvestation Værløse til at benytte det gamle radarværksted i Bygning 145 til et samlingspunkt for jægerne. Det fik navnet Jægerhytten og blev med årene udsmykket på passende vis.
Herfra gik de store jagter på Flyvestation Værløse.
– Der var stor prestige i at være med i jagtforeningen. Stationschefen var altid en central person, men Prins Henrik har også deltaget i jagterne flere gange, fortæller Mogens Houman, tidligere flyveleder ved Flyvestation Værløse.
Flyvestationerne havde store lokale jagtforeninger, som var styret af stationschefen, som også bestemte, hvem der måtte komme med lidt i stil med kongejagter.
– De samledes flere gange om året, som regel i en weekend, og gik på jagt på hele flyvestationen for at bortskyde uønskede dyrearter og regulere bestanden af de ønskede, fortæller Mogens Houman.
Men på en flyvestation skal der tages visse forbehold, for der kan jo komme fly eller helikoptere.
– Selskaberne fik en slottid, hvor de måtte gå hen over flyvefeltet i en stor kæde, og der tog vi hensyn til rute- og charterfly og anden kendt trafik, men i Aalborg, Skrydstrup og Værløse havde de redningshelikopter og afvisningsberedskab, som kunne starte med kort varsel. Her var proceduren, at tårnet sendte en vogn ud for at jage jægerne væk, og ved meget kort varsel afskød vi en signalpistol med en rød kugle, og så vidste jægerne, at de øjeblikkelig skulle forlade flyvefeltet, forklarer Mogens Houman.
Men en ting var prestigen og de flotte gevirer fra råvildtet hængende på væggene i Jægerhytten, noget andet var det rent praktiske element.
– Alle danske flyvestationer har siden flyvevåbnets oprettelse i 1950 haft faste mågejægere tilknyttet brandstationen, som hjælp til at bortskyde/skræmme fugle og dyr fra flyvefeltet, for at undgå kollision med fly. Disse mågejægere kørte banesystemet igennem inden start på dagens flyvning og ellers ved behov, forklarer Mogens Houman.
Mågerne var bare ikke så lette at skræmme væk.
– Især mågerne fandt hurtigt ud af, at hvis der stod en mand ved siden af bilen med et mindre håndvåben, en skræmmepistol, faldt der ikke døde fugle ned på jorden, i modsætning til en mand med et længere våben som et jagtgevær, fortæller Mogens Houman.
En skræmmepistol virker på den måde, at den affyrer et paprør med en drivladning raketagtigt som efter et vist antal meter ud i luften antænder en mindre sprængladning. Jagtgeværet sender en byge af mindre blyhagl ud mod fuglene, så en vis del falder døde ned.
Jagtgeværet var altså noget mere effektivt, men på sigt gav det også problemer.
– Jagtgeværets patroner faldt i unåde, da blyhaglene faldt ned i græsset, og kom i jorden, og de firmaer som havde entreprisen af græsslåning på de store åbne områder, hvor græsset blev tørret og lavet til foderpiller til kreaturer, havde pludseligt blyindhold, siger Mogens Houman.
Blyhagl blev forbudt i 1996 og blev erstattet af stål, bismuth og tungsten, men stadig ikke egnet til dyrefoder.
Skræmmelyde, mågekanoner og påkørte dyr
Mogens Houman erindrer flere sindrige tiltag, designet til at skræmme fugle og dyr væk fra landingsbanen. Fx skræmmelyde fra en vogn udstyret med kraftige, eksterne højttalere, der kan afspille specifikke angst- og advarselskald fra måger, stære eller rovfugle for at stresse flokkene, så de letter.
Eller mågekanoner som bestod af en gasflaske, et eksplosionsrør og en timer. De samlede en mængde gas, som ved en bestemt mængde blev antændt af en gnisttænder og fremkaldte en eksplosion, som skulle skræmme mågerne væk.
Mågerne var bare ikke så nemme at narre.
– Mågerne fandt hurtigt ud af, at de ikke faldt døde fugle ned, og de fandt også ud af timeren, så 10-15 sekunder før antænding lettede de alle sammen, og returnerede til startpunktet igen. De fleste forsøgte at lande på eksplosionsrører, som var dejligt varmt, og de kunne høre mekanikken, så de kendte tiden for næste eksplosion. Det blev aldrig en stor succes, siger Mogens Houman.
