Økonomiudvalget har besluttet, at ejendommen Alfred Sørensensvej 4 i Farum sælges til højestbydende.
Af Mikkel Kjølby
I flere årtier dannede Alfred Sørensensvej 4 rammen om aktiviteterne i Børnehuset SIV, som flyttede over på Farum Hovedgade i 2021, da Børnehuset Kildehuset blev ledigt i forbindelse med en plan, der samlede dagtilbuddene i området ved Solvangskolen.
Siden har Furesø Kommune brugt ejendommen til Børnehuset Hjertet, hvor ukrainske børn gik side om side med danske børn. Det blev lukket i september 2024.
Nu har økonomiudvalget i Furesø Kommune besluttet at sælge ejendommen. Ejendommen har et areal på 1.416 kvadratmeter og består af to bygninger på 294 og 125 kvadratmeter. Den offentlige vurdering er på 4.650.000 kr.
Ejendommen blev udbudt af Home Farum til en pris på 8.250.000 kr.
Der er indkommet to tilbud på køb af ejendommen. Et af budene anses for at være rimeligt set i forhold til de renoveringsarbejder, som ejendommen vil kræve for at kunne anvendes til boligformål.
Furesø Kommunes facility management 2023-2032 er underfinansieret med 120 mio. kr. De penge skal hentes ved at finde andre løsninger. Heriblandt salg af kommunale ejendomme.







