Kommunens miljøfolk forhindrede grundvandsforurening

Furesø Kommune forhindrede grundvandsforurening, da der blev iværksat en ekstra oprydning dagene efter udslippet.

I kølvandet på den massive beredskabsindsats i Farum Erhvervspark den 19. februar blev der konstateret yderligere forurening og risiko for grundvandsforurening. Målinger har siden vist, at luftemissionskravene i miljøgodkendelsen er overholdt med god margin.
Af Mikkel Kjølby

Onsdag den 19. februar blev store dele af Farum Erhvervspark afspærret som følge af et udslip af det kræftfremkaldende stof Kaliumchromat fra et udsugningsanlæg.
60 mand blev udkommanderet af Beredskabet til at samle forurenet sne på et 200 kvadratmeter stort område. Det skete iført åndedrætsværn og beskyttelsesdragt og med assistance fra en mammut-suger.
Et indblik i Furesø Kommunes notat for hændelsesforløb viser, at dramaet ikke sluttede, da den store beredskabsindsats blev afblæst klokken 3 om natten den 20. februar.
Beredskabsdirektør Rikke Sønderriis henvendte sig torsdag formiddag den 20. februar til Claus Torp, direktør for By og Kultur i Furesø Kommune med en melding om, at der var faldet ny sne i løbet af natten og konstateret gule pletter i sneen, som er et tegn på tilstedeværelse af Kaliumchromat. Furesø Kommune reagerede med et strakspåbud og nedlukning af ventilationsanlægget.
Ved besigtigelse stod det klart, at der skulle ryddes yderligere i området svarende til to palletanke.
Ved samme lejlighed blev der taget prøver af aflejringerne på virksomhedens tag, hvor der var gule aflejringer, forurenet sne samt søer af forurenet væske under og omkring anlægget.
Furesø Kommune vurderede på den baggrund, at der var en væsentlig og akut risiko for jord- og grundvandsforurening, idet tagvandet fra ejendommen er sluttet til faskine via nedløbsrør indvendigt i bygningen. Ifølge vejrudsigten ville der ske et omskift af vejret til tø og regn i løbet af weekenden.
Furesø Kommune iværksatte efterfølgende en selvhjælpshandling til fjernelse af den forurenede sne og sikring af ventilationsafkastet, så aflejringer af kaliumchromat ikke afvaskes og ledes til faskinen under weekendens tøbrud
Ventilationsafkast og tag blev fredag eftermiddag/aften skyllet og rengjort med varmt vand, indtil der ikke kunne tørres mere løs forurening af. Vaskevand og sne fra tag og sne fra jorden under ventilationsanlægget blev suget med slamsuger. Der blev tillige suget en tagnedløbsbrønd bag bygningen. I alt blev der fjernet sne fra ca. 100 kvadratmeter tag. Materialet blev på et senere tidspunkt behandlet i virksomhedens spildevandsrensningsanlæg.

Målinger viser, at grænseværdierne er overholdt
Furesø Kommune var under hele forløbet en aktiv medspiller og var repræsenteret ved kommunens miljøvagt Dansk Miljørådgivning.
Afdelingsleder, Helle Bank, forklarer:
– Udslippet skete som følge af et uheld og har midlertidig ført til stramninger, da Furesø Kommune som følge af hændelsen udstedte et standsningspåbud til virksomheden den 19. februar 2026, så yderligere forurening fra virksomhedens luftafkast blev forhindret. Der blev i den forbindelse stillet krav til virksomheden om at dokumentere, at afkastluften fra virksomheden overholder grænseværdierne i virksomhedens miljøgodkendelse. Driften blev stoppet, og virksomhedens ventilationssystem blev efterset. Den 24. februar 2026 suspenderede Furesø Kommune midlertidigt standsningspåbuddet, så virksomheden kunne starte driften kortvarigt op og rekvirere et akkrediteret målefirma til at udføre luftmålinger i afkastet. Luftmålingerne blev udført den 25. februar 2026, og Furesø Kommune modtog resultater af målingerne den 3. marts 2026 og ophævede derefter forbuddet, idet målingerne viste, at grænseværdierne var overholdt med god margin. Hændelsen følges op af undersøgelser, som skal klarlægge, om spildet har ført til forurening af jord eller grundvand, lyder det i et skriftligt svar fra Helle Bank. 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder