Konservative er klar med kandidatliste

Her er Konservatives kandidatliste ved kommunalvalget den 18, november Pressefoto. .

Fire nuværende byrådsmedlemmer genopstiller for Konservative, som stiller med ni kandidater. Michael Bay Olsen, tidligere inspektør ved Furesøbad stiller op for partiet.
Af Mikkel Kjølby
Det Konservative Folkeparti har ved et vælgermøde på Restaurant Furesøbad valgt sit hold til kommunalvalget i Furesø Kommune den 18. november.
Borgmesterkandidat Lars Carstensen melder sig klar til at tage ansvar.
– Det konservative hold i Furesø er klar til at tage ansvar for kernevelfærd, stærke fællesskaber og en ny retning for kommunen. Sammen vil vi føre en valgkamp, der sætter fokus på borgerne og på at skabe en kommune, hvor ord bliver til handling, siger Lars Carstensen i en pressemeddelelse.
Partiet stiller op sideordnet, så de personlige stemmetal bliver afgørende for, hvem der kommer ind. De fire nuværende byrådsmedlemmer Lars Carstensen, Rikke Blak-Kristiansen, Egil Hulgaard og Niels Jørgen Brandt topper listen. Partiets femte byrådsmedlem Yuying Chen genopstiller ikke.
Sanne Sejrbo-Dekker er nummer fem på listen, herefter følger Henrik Christensen, Søren Højbjerg, Michael Bay Olsen og Sven Christophersen.
Michael Bay Olsen må siges at være den store overraskelse. Han gik på pension som inspektør for Furesøbad i efteråret 2024, men er fortsat med til at drive Restaurant Furesøbad, som netop har fået forlænget forpagtningen.
Konservative går til valg på fem klare mærkesager: Værdig ældrepleje, stærke skoler og dagtilbud, byudvikling med omtanke, et rigt fritids- og kulturliv samt mere natur og klimaindsats.
Torben Qvist, som er konservatives formand siger i pressemeddelelsen. 
– Furesø fortjener en borgmester, der både lytter og handler, og et byråd, der har fokus på kernevelfærden. Vi stiller med et stærkt hold, der repræsenterer både erfaring, nytænkning og en bred forankring i Furesøs lokalsamfund. Med det valgte hold, er vi klar til at tage ansvar og sikre et systemskifte i kommunen, lyder det fra Torben Qvist

Her er kandidaterne
I pressemeddelelsen fra Det Konservative Folkeparti beskrives kandidater således:
Lars Carstensen – Borgmesterkandidat. Viceborgmester og formand for Ældre- og Sundhedsudvalget. Lars får ting til at ske og vil skabe en ny retning for Furesø med valgfrihed, færre regler og mere respekt for borgerne.
Rikke Blak-Kristiansen – Skolelærer og byrådsmedlem. Brænder for stærke skoler, børns trivsel og bedre rammer i daginstitutioner. Vil sikre mere tid til kerneopgaven og mindre tid til administration.
Egil Hulgaard – Civ.ing., ph.d., og byrådsmedlem. Har erfaring fra Folketinget og byrådet. Arbejder for byudvikling med omtanke og respekt for både natur og lokale fællesskaber.
Niels Jørgen Brandt – Cand.scient. og byrådsmedlem. Stærk stemme for en grøn kommune med sund fornuft. Arbejder for konkrete indsatser, hvor klimaindsatser bliver til handling og ikke blot papirtanker.
Sanne Sejrbo-Dekker – HD i regnskab og økonomi, controller. Arbejder for, at mennesker skal komme først i social- og handicapindsatsen. Hjælp skal være individuel, værdig og uden unødvendig kontrol.
Henrik Christensen – Uddannelse fra CBS, med mange års erfaring med foreningsliv og kultur. Vil styrke idræts- og fritidsområdet, så kultur og fritid bliver en stærk investering i fællesskab og livskvalitet.
Søren Højbjerg – Systemudvikler. Går til valg på sund og ansvarlig økonomi, hvor borgernes penge forvaltes med omtanke, og hvor velfærd prioriteres frem for prestigebyggerier.
Michael Bay Olsen – Restauratør. Brænder for flere lokale arbejdspladser og styrket erhvervsliv. Vil gøre det lettere at drive virksomhed i Furesø ved at skære ned på bureaukrati og hjælpe iværksættere frem.
Sven Christophersen – Eksamineret assurandør. Har fokus på udsatte børn og unge, som skal have en tryg barndom og mulighed for en stærk fremtid.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder