Hårdtslående boksetalenter udtaget til udviklingstrup

Birk Rabjerg-Olsen har fuld fart på. Efter udtagelsen til DABUs udviklingstrup har den 13-årige knægt fra Farum vundet Haslev Box Cup og HSK Box Cup. Foto: Mikkel Kjølby

Siden flytningen fra kampsportscenteret ved Farum Park til gymnastiksalen i Bybækhallen tilbage i 2019 har Farum Bokseklub haft god tilgang af unge boksere. Der er trængsel på juniorholdet. Op mod 30 er med på holdet.

Talenter i landsholdets søgelys
I starten af efteråret fik klubben et skulderklap af de helt store. 16-årige Daniel Clifford og 13-årige Birk Rabjerg-Olsen blev udtaget til Dansk Amatør Bokse Unions udviklingstrup.
– Det er vigtigt for klubben, at vores store gruppe af ungdomsboksere begynder at få forbilleder. Når de bedstes niveau stiger, følger resten af gruppen med, siger Henrik Hjorth, formand for Farum Bokseklub.
Daniel Clifford og Birk Rabjerg-Olsen vandt begge DM for begyndere i foråret og blev udtaget til DABUS udviklingstrup efter en træningssamling. I den resterende del af sæsonen er der yderligere tre træningssamlinger med landsholdet, og så får de vejledning af bokseforbundets trænere. Sammen med kammeraterne i Farum Bokseklub byder sæsonen på en række stævner og muligvis DM-elite til november.
Daniel Clifford har blot bokset ni kampe. Han går på HF i Hillerød, men træner i hjembyen Farum tre-fire gange om ugen. Han sætter pris på anerkendelsen fra DABU.
– Når man har trænet hårdt, bliver man selvfølgelig glad for, at det har virket. Det fornyer motivationen, siger Daniel Clifford.
Han er meget bevidst om sine styrker i en boksering. Han presser på fra start til slut for at udnytte sin gode fysik og kondition. Spørgsmålet er så om det er nok mod de bedste og mest erfarne i landet, som han nu skal møde.
– Jeg forventer helt klart mere modstand end sidste år, siger Daniel Clifford.
Birk Rabjerg-Olsen går på Stavnsholtskolen. Han har bokset seks kampe, men har selvtilliden i orden. Senest har han Haslev Box Cup ved at besejre to nordmænd og HSX Box Cup i Hillerød  Selvom modstanden nu bliver bedre, ser han gode muligheder.
– Jeg regner med at vinde mine kampe. Jeg arbejder meget med at komme ud i siden og bokse i vinkler, forklarer Birk Rabjerg-Olsen.
Birk elsker fornemmelsen af at komme i ringen.
– Der er noget nervøsitet op til en kamp, men det er fedt at komme ind og bokse. Det giver et sus, siger Birk Rabjerg-Olsen.
Begge drenge nyder begge stemningen og kammeratskabet i klubben.
– Der er en fed stemning i Farum Bokseklub. Vi kan være fjollede, men når træningen begynder, tager vi det seriøst. Det er dejligt at komme her, siger Daniel Clifford.
Birk Olsen supplerer:
– Det bedste er, at der er et godt kammeratskab i klubben.
Juniorholdet træner mandag og onsdag fra klokken 17.00. Kampholdet træner også lørdag.
Man kan læse mere på www.farum-bokseklub.dk

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest