Krise og radiotavshed – LUCY er klar igen med Forstadsshow

Drengene fra LUCY synger om barndomsbyen Værløse på albummet Forstadsshow: Foto: Bobby Mandrup.

Udadtil var der radiotavshed. Indadtil tog drengene i LUCY de første skridt ind i voksenlivet. Nu skriver og synger de om barndomsbyen Værløse på albummet Forstadsshow.
Af Mikkel Kjølby
En ud af en million!
Det er bandet LUCYs anden single fra albummet Forstadsshow.
Men det er også en Coming of Age-historie.
Lucy var på vej mod toppen. Noget var helt galt. På få måneder gik de fire gymnasievenner fra Værløse fra øvelokaler og ungdomsfester til majorlabel-kontrakt, rotation på P3 og udsolgte koncerter i Lille Vega og DR Studie 2. Men bag succesen voksede et pres, der næsten splittede bandet ad.
Forsanger Sylvester Spangenberg fortæller:
– Pludselig knækkede filmen for os i sommeren 2024, og vi så os nødsaget til at trække os tilbage og finde ind til kernen af, hvorfor det egentlig er, at vi bruger al vores tid på musikken, på bandet og på det rum, vi har sammen. En nødvendig periode, som skulle vise sig at blive en af de mest omfattende tider i vores liv, fortæller Sylvester Spangenberg, og fortsætter:
– Tiden gik og det blev til to år med radiotavshed udadtil, men hvor vi bagved scenen – udover at blive myndige, studenter og tage de første skridt i det begyndende voksenliv – skrev et enormt hav af sange, som nu er blevet til vores debutalbum. Et album ved navn “Forstadsshow”, som på mange måder handler om det at gå fra barn til voksen og observere verden i den by, vi har trasket flad hele vores liv – nemlig Værløse. Ti sange, som undersøger forstaden. Ikke bare som et sted, men som en mental tilstand. Et liv. En stemning. En måde at være i verden på, forklarer Sylvester Spangenberg.


Den anden single “En Ud Af En Million” handler om følelsen af at stå stille, mens det virker, som om alle andre har fundet deres plads i verden. Om at sidde alene på en togstation og spejle sig i menneskene omkring sig – og bilde sig ind, at de har knækket koden til livet bedre end én selv.
– For os ramte sangen noget særligt, fordi den handler om ønsket om at være nogen, samtidig med følelsen af bare at forsvinde ind i mængden. Og måske er det netop dét, der et eller andet sted binder os sammen: At vi allesammen går rundt og ønsker, vi var lidt mere som hinanden, forklarer LUCY.
Albummet blev indspillet i vinters Grapehouse Studio, et gammelt og historiefuldt studie på Vesterbro, hvor artister som Kim Larsen og MInds of 99 har indspillet.
– Det hele gik op i en højere enhed for os, og det blev til fire ugers eufori i studiet, som mundede ud i, at vi til sidst kunne sidde med et færdigt album i hænderne. Noget der siden vi var små børn har været en kolossal drøm for os alle. Og det, at albummet netop kom til at handle om at rende rundt i vores barndomsby og drømme om livet på den anden side af linje-b gør det ekstra særligt, lyder det fr Sylvester Spangenberg.
LUCY forventer at rulle hele forstadsfortællingen frem ultimo 2026/primo 2027.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *