Kulturskole satser på litteratur i nyt fritidstilbud

På Kulturskolens litteraturværksteder og forfatterskole undervises man i kreativ skrivning, men også formgivning af f.eks. bøger og egen støbning af papir står i centrum. Foto: Tea Bendix, Blackout, Whiteout.

Furesø Kulturskole har siden 2024 været samlingspunkt for fritidstilbud indenfor musik, billedkunst og drama. Nu udvider kulturskolen med forfatterskole og litteraturværksted.
Er man kreativ og interesseret i musik, billedkunst og drama, så har Furesø Kulturskole en bred vifte af tilbud. Og de har været populære. Tilgangen af elever til kulturskolens hold er stødt stigende, og også antallet af undervisningstilbud vokser.
Nu føjes kreativ skrivning og litteratur til som en ny linje på Kulturskolen.
-Mange børn og unge har en stor glæde ved at bruge fantasien kreativt og anvende sproget til at skabe sine egne historier. Det skal der være plads til, at de kan udvikle. Derfor udvider vi med en litteraturlinje på Kulturskolen, siger Jes Gram, udviklingsleder for Furesø Kulturskole og tilføjer:
-Det at bruge sin kreativitet i fritiden udvikler børn og unges evner og interesser på en meget fri og legende måde. Her er det ikke bundet op omkring læringsmål, som de kender det fra skolen. Samtidig er den kreative skrivning et utroligt godt supplement til undervisningen i skolen.

Magi og fælles skaberglæde
Efter sommerferien starter tre nye litteraturhold på Kulturskolen: en forfatterskole og to litteraturværksteder. Her får man mulighed for at lave sjove skriveøvelse og finde på egne historier. Man kan også lave sine egne bøger med tryk og papir, man selv har støbt. Tina Cayuga som er én af underviserne fortæller, at skriveglæden og troen på historien er sat i centrum på holdene.
-Man kan ikke gøre noget forkert, når man deltager, og den indre censor, der ofte bremser os, når vi vil skrive, ham parkerer vi udenfor døren. Vi arbejder med magi og fælles skaberglæde.
De tre hold er ved at blive fyldt op, men der er stadig plads. Tilmelding sker gennem Furesø Kulturskoles hjemmeside.

Mere info
Furesø Kulturskole tilbyder fritidsaktiviteter indenfor musik, billedkunst, drama og litteratur. For mere info og tilmelding se furesoekulturskole.dk

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *