I lighed med tidligere valg har Inge Storm (I) og Tine Hessner (B) inviteret samtlige kvindelige kandidater til et netværkstræf før valget.
Af Mikkel Kjølby
Tilbage i 2017 indtog de kvindelige kandidater ved kommunalvalget en af Baadfartens turbåde. Fire år senere var der komsammen i en vincafé.
Nu har Tine Hessner (B) og Inge Storm (I) atter arrangeret et netværkstræf for kvindelige kandidater.
Denne gang holdes arrangementer hos en anden kvindelig iværksætter – nemlig hos Anaïs Drouhait, som driver Kulturcafeen i Farum Kulturhus”.
– Jo bedre relationer vi har til hinanden før et valg – jo bedre samarbejdsklima efter. Samtidig er det fortsat vigtigt at rejse et flag for kvinderne som er underrepræsenteret ved dette valg. Af 90 kandidater er de 29 kvinder. Men…vi satser da på at kvinderne får større repræsentation i byrådet end det, siger Tine Hessner og Inge Storm.
Det er ikke en debat, men et arrangement som har til formål at øge kendskabet til hinanden.
– Det er bare så rart at mødes under uformelle og hyggelige rammer. Vi håber på en hyggelig og uformel dag med hinanden, forklarer Tine Hessner og Inge Storm, som giver den første drink.






