Der er kommet en helt særlig lille ny beboer i Missilfolden på Flyvestation Værløse.
Tirsdag eftermiddag fødte NaturTalenternes islandske hoppe Luna sit længe ventede føl – en fin lille pige. Fødslen klarede Luna selv, og både mor og føl har det rigtig godt.
Den lille pige kom hurtigt på benene, drikker fint hos sin mor og er allerede begyndt at hoppe nysgerrigt rundt. Hun er også forsigtigt interesseret i os mennesker, som Luna kender og er tryg ved.
For NaturTalenterne er det vigtigt, at Luna og hendes føl får den første tid sammen så naturligt og uforstyrret som muligt. De skal have ro til at knytte det vigtige bånd mellem mor og føl, og derfor har vi i den kommende tid lukket Missilfolden for uvedkommende – det gælder også NaturTalenternes medlemmer.
-Vi skal nok melde ud, så snart vi vurderer, at Luna og den lille er klar til besøg, siger Nanna Rugh Wrangel fra NaturTalenterne.
– Man er selvfølgelig stadig meget velkommen til at kigge på Luna, føllet og de øvrige dyr fra de offentligt tilgængelige områder på Flyvestationen. Men vi beder alle om at nyde synet på afstand: Lad være med at kalde eller forsøge at lokke føllet hen til hegnet, og der må fortsat ikke fodres, siger Nanna.
Det gælder naturligvis også de mange, der kommer forbi Flyvestationen onsdag til NaturTalenternes solformørkelsesfest og Store Pølsedag.
Lige nu får den lille familie først og fremmest fred, ro og tid sammen.
– Vi er bare helt utrolig glade og lettede over, at den længe ventede lille pige endelig er her – og at både mor og føl har det godt, lyder det fra Nanna Rugh Wrangel.







