Legendens søn udgiver debut-EP

Søren Michelsen udgiver sin debut-EP. Foto: Rita Kühlmann.

Søren Michelsen udgiver debut-EP om forandring og venskab i en verden i opbrud
Søren Michelsen har længe været aktiv på den danske musikscene – primært som medlem af bandet Søn og som trommeslager i Angående Mig. De seneste år har han arbejdet på sit soloprojekt, der nu for alvor ser dagens lys. Senest med singlen “Teenagedrenge”, der fik omtale i medier som GAFFA, Sjællandske Medier og Politiken/Ibyen.
Den 4. oktober udgiver han sin debut-EP – I En Brydningstid – der markerer en afgørende milepæl i Sørens solokarriere.
Sangene på udgivelsen indkapsler livet i 20’erne, og det at lede efter sin plads i en verden, der forandrer sig i en skræmmende hastighed. Et centralt tema på EP’en er venskabets udvikling – hvordan barndommens tætte bånd påvirkes af voksenlivets krav og udfordringer, og hvordan stærke relationer kan ændre sig over tid.
-Min debut-EP er en samling personlige sange om at være ung i en skræmmende og uforudsigelig verden. Den handler om at være i en verden, der konstant forandrer sig, om angsten for forandringen – og særligt om følelsen af at leve i en tid, hvor der sker skelsættende ting ude i verden. En konstant fornemmelse af at leve i en brydningstid; særligt i øjeblikket med krig, klima og sociale medier, fortæller Søren og afrunder:
– For mig fungerer mine sange som et kosmos i denne kaotiske virkelighed, hvor jeg gennem musikken forsøger at skabe mening, orden og en form for stabilitet.
Søren Michelsen er søn af Anne-Dorthe Michelsen, som blev berømt med Tøsedrengene og siden gik solo. Søren voksede op i Hareskovby.
De seneste år har han investeret al sin tid i musikken, og i 2023 færdiggjorde han sin bachelor på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder