23-årige Julius Sten har skrevet kontrakt med SønderjyskE Håndbold for resten af sæsonen. Han fik debut i sejren over Ribe-Esbjerg den 12. november.
Enhver håndboldspiller har en drøm om at spille i Håndboldligaen. For 23-årige Julius Sten kom muligheden ud af det blå. SønderjyskE skulle bruge en afløser for Rasmus Bech, som er sat ud af spillet en tid med en hjernerystelse.
Valget faldt på Julius Sten, som skrev kontrakt med SønderjyskE den 23. oktober og fik debut den 12. november i Broager Arena.
– Alle håndboldspillere har en drøm om at prøve sig af på højeste niveau, og jeg er meget taknemlig for, at SønderjyskE har givet mig chancen. Nu vil jeg gøre mit bedste for at leve op til tilliden. At skulle spille på hjemmebane for regionens førende hold og opleve stemningen i Broager Sparekasse Skansen er en drøm, og det er med stor stolthed, at jeg kan kalde det min nye hjemmebane, siger Julius Sten til klubbens hjemmeside.
Sportsmanager Thomas Mogensen påpeger, at med tilknytningen af Julius Sten får træningen også et løft.
– Julius er en spændende målmand med mange gode træk og et fint potentiale. Vi er glade for, at han forstærker os resten af sæsonen. Det giver os noget stabilitet i hverdagen, siger sportsmanager Thomas Mogensen til klubbens hjemmeside.
196 centimeter lange Julius Sten er fra Hareskovby. Han spillede en del af sin ungdomstid i Furesø Håndbold. Som senior har han spillet for FIF og Ajax i 1. division.
– Det er med stor glæde og ydmyghed, at jeg tager hul på et nyt kapitel i min håndboldkarriere, og at det bliver hos SønderjyskE kunne ikke være bedre. Jeg ser meget frem til at blive en del af et stærkt håndboldmiljø med et professionelt setup, siger Julius Sten til SønderjyskEs hjemmeside.