Lokal entreprenør vinder stor renoveringsopgave

Adserballe & Knudsen skal stå for den gennemgribende renovering af Toften i Albertslund. Illustration: Nordic Office of Architecture Danmark.

Entreprenørfirmaet Adserballe & Knudsen med hovedsæde på Ryttermarken i Farum har vundet en større renoveringsopgave.
Adserballe & Knudsen skal renovere de 99 boliger i Toften i Albertslund for Vridsløselille Andelsboligforening v/BO-VEST – Et stærkt fællesskab.
Adserballe & Knudsen har udviklet sig til ekspert indenfor almene helhedsplaner.
-Det er den tredje almene helhedsplan, vi skriver under på i år, og igen er det en sag, hvor de bløde parametre blev udslagsgivende. I processen har bygherre været meget åben over for alternative tiltag, og vores folk i afdelingerne for tilbud, udvikling og produktion har arbejdet tæt sammen for at levere en optimal logistik- og tidsplan for projektet. Vi sætter stor pris på den form for samarbejde mellem parterne, og vi glæder os derfor særligt til at komme i gang, skriver Adserballe & Knudsen på firmaets hjemmeside.
Entreprisen omfatter renovering og fremtidssikring af 99 boliger, hvoraf 11 skal ombygges til nye tilgængelighedsboliger. Der foretages komplet udskiftning af vand og varmeinstallationer og etablering af balanceret ventilation. I tagrum udskiftes al isolering, og der etableres nye ventilationsrum til ventilationsanlæg, og på taget lægges ny tagbeklædning inkl. fast undertag.
Udvendige arbejder består i at genfuge dele af facaden og efterisolere gavle inkl. nye kældertrapper og lyskasser. Eksisterende altaner nedrives og erstattes af nye tidssvarende altaner, mens franske og spanske altaner udskiftes eller lukkes. Støjmure mellem bygninger nedrives og opbygges af nye materialer.
Udearealer indrettes til de nye tilgængelighedsboliger med stier op til boligerne, og gårdrum renoveres med ny ophold, leg og beplantning.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest