Louie Skovgaard blev nummer to til den Danske Filosofiolympiade for gymnasieelever. Nu skal han repræsentere Danmark ved Den Internationale Filosofiolympiade i Polen.
Af Mikkel Kjølby
En brændende interesse for politik og retorik er det bærende for gymnasieeleven Louie Skougaard fra Farum. Senest var han kampagneleder for det nyvalgte folketingsmedlem Christian Vigilius (K), men er også blevet kåret til Årets KUer.
Filosofi er lidt i samme boldgade, så Louie blev tilmeldt DM i filosofi igennem en filosofilærer på Kruses Gymnasium. Det gik over al forventning.
– Jeg har fået andenpladsen og dermed en sølvmedalje til Den Danske Filosofiolympiade. Guldvinderen og sølvvinderen er så kvalificeret til Den Internationale Filosofiolympiade, siger Louie Skougaard
Den store konkurrence foregår den 14. til 17. maj i Warszawa i Polen.
Det vil være samme koncept som ved den danske filosofiolympiade.
– Konkurrencen foregår ved, at man skriver filosofiske essays på tid, uden hjælpemidler. I den danske finale skulle man skrive et filosofisk essay på engelsk på 4 timer, og man skulle skrive det ud fra ét valgfrit filosofisk citat af ti citater man blev tildelt – det er samme koncept til den internationale finale i Polen, forklarer Louie Skougaard.
I den danske finale skrev Louie Skougaard sin tekst ud fra det berømte Seneca-citat: “It is not the man who has too little, but the man who craves more, that is poor”
– Da det er uden hjælpemidler, gælder det om at lært en god håndfuld filosofiske teorier og begreber på forhånd, som man kan anvende med en original vinkel i sit essay. I finalen inddrog jeg eksempelvis tanker fra Karl Marx samt en række stoiske filosoffer som Seneca og Epikur, fortæller Louie Skougaard.







