Madmor i Ryet Børnehus, Karina Jespersen Nielsen, var en af fire nominerede til Køkkenprisen 2024, men prisen gik til Lomakøkkenet i Vejen.
Det vakte betydelig stolthed i Furesø Kommune, at kostfaglig eneansvarlig og ernæringsassistent Karina Jespersen Nielsen i Ryet Børnehus blev nomineret til Køkkenprisen 2024.
Vinderne blev offentliggjort den 3. september. Det blev kantineleder Steffen Bækkel og ernæringsassistent Laila Holdt Bonde fra Lomakøkkenet Østerbyskolen i Vejen, som i år vandt Køkkenprisen 2024.
– De er blevet anerkendt for deres ekstraordinære indsats for at gøre skolemad til et autentisk læringsrum med fokus på økologi, bæredygtighed og de klimamæssige fordele ved danske, lokale fødevarer, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
Køkkenprisen fejrer det offentlige køkken, der bedst formår at kombinere sundhed, smag og økologi i måltiderne. Prisen anerkender de køkkenprofessionelle, som dagligt arbejder for at højne standarden for de mere end én million offentlige måltider, der serveres i Danmark.
Christian Vejlund, seniorkonsulent hos Landbrug & Fødevarer og ansvarlig for Køkkenprisen, siger:
– Årets nominerede har tydeligt vist det store engagement, som de offentlige køkkener har i at fremme økologi og bæredygtighed. Deres indsats gør en væsentlig forskel for både miljøet og de mennesker, der hver dag nyder deres måltider. Det er en stor ære at kunne fejre denne indsats ved Madfagligt Køkkentræf.
Med Køkkenprisen opfordrer Landbrug & Fødevarer til fortsat innovation og udvikling i de offentlige køkkener. Som en del af prisuddelingen har juryen i løbet af sommeren besøgt de nominerede køkkener for at vurdere deres arbejde på nært hold, hvilket kulminerede i kåringen af vinderen.
De nominerede køkkener er blandt andet valgt på baggrund af deres stærke bæredygtige profil og deres engagement i at fremme udviklingen af bæredygtige måltider. Derudover sætter de en ny, tårnhøj standard for kvaliteten af offentlige måltider, der både smager fantastisk men også udfordrer status quo.
Lokal madmor var nomineret – men måtte nøjes med rosende ord
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest