Lokal TV-vært udgiver bog om sin families rejse

Erkan Özden sørgede for gode priser ved Hareskoven samler ind. Nu er han på banen med en ny bog.

Erkan Özden har skrevet en bog, hvor han ser tilbage på sin farfars, sin fars og sin egen historie.
Af Mikkel Kjølby
Vi kender ham som studievært-udenrigskorrespondent på DR, men Erkan Özden er også en aktiv del af livet i Hareskovby som gæsteunderviser på Hareskov Skole og auktionarius ved Hareskoven samler ind.
Nu er han på banen med en ny bog med titlen ‘Små mænd med store hænder’. Bogen er udgivet på Forlaget 28B.
Der er tale om et tidsbillede fra dengang gæstearbejderne kom til Danmark. En fortælling om dem, der ikke gjorde meget væsen af sig, men arbejdede hårdt for at skabe bedre muligheder for deres børn. Om en families vandring fra at være småbønder på den anatolske højslette til på én generation at blive akademikere. Og en historie om håb, identitet og at vokse op i mellemrummet mellem to kulturer.
I et uddrag af bogen forklarer Erkan Özden, hvordan han altid var bange for at træde forkert.
– Jeg har altid været meget opmærksom på, hvordan jeg passede ind i de rammer, jeg var sat i, hvilket gjorde mig ekstremt sårbar overfor, hvad andre måtte mene. Jeg er vokset op i skyggen af diskussionen om indvandring, integration og assimilation, som i sig selv er sprængfarlig. Men det sværeste for mig var følelsen af at træde forkert, uanset hvilken retning jeg gik i. Den indre splittelse var enormt styrende for mig gennem hele min opvækst. Jeg er uden tvivl en overtænker, og jeg brugte som barn og ung oceaner af energi på hele tiden at være opmærksom på mine omgivelser og havde dermed også en konstant bevidsthed om, hvordan jeg selv opførte mig, skriver Erkan Özden i bogen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder