Helle Vallentin (Ø) er ny formand for Støtteforeningen for Fontænehuset Furesø. Udvalgsformand Jan Kjældgaard (F) træder ind i bestyrelsen.
Af Mikkel Kjølby
For to år siden tog Cathrine Nordbeck initiativ til at stifte Støtteforeningen for Fontænehuset Furesø. Det skete for at skabe opmærksomhed omkring Fontænehusets arbejde med psykisk sårbare mennesker, som igennem et arbejdsfællesskab finder en vej tilbage til en normaliseret tilværelse.
Den mission må siges at være lykkedes, for ved generalforsamlingen i juni måned valgte to lokalpolitiske profiler at stille op til bestyrelsen.
Tidligere byrådsmedlem Helle Vallentin (Ø) blev endda formand for støtteforeningen.
– Jeg er blevet opfordret til at stille op som formand, fordi gode folk i Furesø mente jeg ville kunne bidrage til det vigtige arbejde i Fontænehuset. Da jeg altid har været optaget af mennesker, der har det svært og måske er lidt på kanten af samfundet, forekommer det mig at være meget meningsfuldt at være med til at udbrede kendskabet til Fontænehuset, siger Helle Vallentin og fortsætter:
– Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang og lære den øvrige bestyrelse bedre at kende. Støtteforeningen har allerede udarbejdet en strategi for arbejdet så det er lige til højrebenet at gå i gang med arbejdet, siger Helle Vallentin.
SFeren Jan Kjældgaard er i dag formand for Udvalget for Handicap, Social, Psykiatri og Beskæftigelse. Han blev ligeledes valgt til bestyrelsen.
– For mange mennesker kan psykisk sårbarhed føre til ensomhed, isolation og en følelse af at stå udenfor. Her spiller Fontænehuset en afgørende rolle. Gennem arbejdsfællesskabet får den enkelte mulighed for at være en del af noget større, bruge sine ressourcer og opleve, at man gør en forskel. Samtidig oplever huset et stigende pres, hvor økonomien gennem flere år er blevet mere udfordret, og hvor mulighederne for at hjælpe flere er blevet begrænset samtidig med at behovet vokser. Derfor er støtteforeningen vigtig, siger Jan Kjældgaard, som er på en klar mission.
– Målet er at udbrede kendskabet til Fontænehuset og støtte arbejdet gennem medlemskab, aktiviteter og indsamlinger, lyder det fra udvalgsformanden.
Cathrine Nordbeck fortsætter som næstformand for Støtteforeningen for Fontænehuset Furesø.
– Det betyder rigtig meget for huset, at der er kommet en støtteforening, som kan gøre os mere synlige udadtil. Det har formentlig medvirket til, at markante lokale profiler melder sig under fanerne. Det vil gøre foreningen endnu stærkere., siger Cathrine Nordbeck, som fortsætter med at arrangere foredrag.
Fontænehuset Furesø har også en bestyrelse. Her er lederen af Café Ingeborg i Vordingborg, Anne Voergaard, ny formand.
Den lokale specialpsykolog Jonas Wridt er også valgt som nyt bestyrelsesmedlem.







