Magnus Haugaard fra Værløse er efterhånden blevet et kendt ansigt efter medvirken i en række TV-serier og film. Nu er han klar med en TV-serie, som er født ud af venskabet med Alex Høgh-Andersen (Vikings). Det hele startede i Galaksen.
En gang om året arrangerer Galaksen og Furesø Ungdomsskole en ungemusical. Den har født mange drømme og karrierer indenfor showbiz. Ikke mindst for Magnus Haugaard.
Kulturhusleder Morten Mathiesen bemærkede første gang Magnus Haugaard i 2012, da han meldte sig til musicalen Oliver Twist og fik rollen som skurken Fagin. Morten så noget i den unge mand. En særlig timing og musikalitet.
Magnus Haugaard søgte ind på Teaterskolen i Aarhus med det klare mål, at ikke kun blive skuespiller men en slags entreprenør. Han har siden fået en del roller i TV-serier og film.
Den 28. april var der premiere på hans seneste påfund, TV-serien ´Kald mig far´
– Det er igennem min og Alex’ kærlighed til hinanden, at idéen til projektet er født – og den følelse prøver vi at bringe med igennem hele forløbet. Det har slet ikke været en udfordring, da vi er en del af et hold, hvor kemien simpelthen er rigtig god, og hvor der er en generel enighed om, hvilken retning vi gerne vil. Christian Dyekjær, Søren Felbo og resten af holdet er de helt rigtige til at løfte ’Kald mig far’ til nye højder, siger Magnus Haugaard i en pressemeddelelse fra Viaplay.
Hovedrolleindehaverne Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard er også hinandens bedste venner i virkeligheden – og det er de to, der i første omgang kom på idéen til ’Kald mig far’. De to skuespillere glæder sig til at byde folk indenfor i det akavede, men kærlige serieunivers:
– At udvikle projektet har været en morsom, lærerig og overvældende proces, der kun har givet os mere blod på tanden. Jeg tror, at de fleste skuespillere drømmer om at få søsat deres egen originale idé, og at det skulle ske nu føles oprigtig talt helt uvirkeligt. Og så er det en kæmpe lykke at kunne lave et projekt, som det her, sammen med min allerbedste ven. Jeg glæder mig helt vildt, siger hovedrolleindehaver Alex Høgh Andersen i pressemeddelelsen.
Komedieserien i seks afsnit er med Alex Høgh Andersen, Magnus Haugaard og Ellen Hillingsø i hovedrollerne. Serien er produceret af Nordisk Film Series for Viaplay.
Magnus fra Galaksen er klar med TV-serie
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest