
Grafen inviterer til en helt særlig temaaften onsdag den 30. oktober kl. 18.15, hvor Marie Brixtofte holder et stærkt og personligt oplæg om sin opvækst med en far, der kæmpede med skadeligt alkoholforbrug. Efterfølgende vises filmen “Fuld af kærlighed”
Når Marie Brixtofte besøger Grafen onsdag den 30. oktober kl. 18.15, vil hun fortælle om, hvordan det var at vokse op med en far, der drak. Hun giver publikum en ærlig indsigt i alkoholmisbruget, omsorgssvigtet og løftet til sig selv om at holde på hemmeligheden og beskytte sin far, Peter Brixtofte, og hans omdømme. Marie levede i mange år med frygten for, at det ville være hendes skyld, hvis faren døde af misbrug. Peter Brixtofte, borgmester i Farum gennem 17 år, døde i sidste ende i 2016, og Marie deler også hvordan hun fandt styrken til at rejse sig igen, efter hun var blevet væltet omkuld af den store sorg.
– Det er en ærlig fortælling om at vokse op med en far, der kæmpede med alkoholmisbrug, og om hvordan jeg fandt styrken til at komme videre. Jeg håber, at mit oplæg og filmen “Fuld af kærlighed” kan skabe en åben dialog om de svære følelser, mange lever med i stilhed, siger Marie Brixtofte.
Der vil efter oplægget være mulighed for at stille spørgsmål til Marie.
Efter oplægget vises Christina Rosendahls film “Fuld af kærlighed”, som Marie Brixtofte har hjulpet med at udvikle manuskriptet til. Marie lover, at hun ikke afslører noget om handlingen, inden den vises.
Filmen følger 20-årige Sofia, spillet af Viilbjørk Malling Agger, der ufrivilligt må påtage sig ansvaret for at holde sammen på sin familie, efter hendes far (Lars Ranthe) gennemgår en alkoholafvænning. Filmen skildrer de følelsesmæssige konsekvenser af afhængighed for de pårørende og de svære valg, der følger med.
Billetter og praktisk information
Temaaftenen finder sted onsdag den 30. oktober 2024 kl. 18.15 i Grafen, Kulturtorvet 12 i Farum. Billetter giver adgang til både oplæg og film, en drik efter eget valg og koster 90 kr. Køb på www.grafen-bio.dk eller bestil på tlf. 44 95 84 80.