Efter nogle urolige timer kan Matilde Powers (S) ånde lettet op. Hun bliver nummer tre blandt de socialdemokratiske kandidater i Nordsjællands Storkreds og bliver atter Medlem af Folketinget.
Af Mikkel Kjølby
Ventetiden er overstået for de nervøse folketingskandidater. De sidste resultater tikkede ind ved 14.30-tiden. Dermed står det klart, at Matilde Powers bliver en af de 38 socialdemokratiske folketingsmedlemmer.
Matilde Powers opnåede 4.030 personlige stemmer. Langt hovedparten på hjemmebane i Egedalkredsen, som omfatter Furesø og Egedal Kommuner.
Netop disse opstillingssteder var de sidste til at rapportere, så Matilde lå længe langt efter de andre kandidater, men overhalede dem, da de sidste resultater kom.
– Nej, hvor er jeg glad og lettet, siger Matilde Powers.
Det afgørende moment kom sent på valgaftenen, da Socialdemokratiet akkurat fik tre mandater i Nordsjællands Storkreds. Mindre end 100 stemmer gjorde udslaget.
Fie Hækkerup blev topscorer med 5.763, så fulgte Rasmus Stoklund med 4.528 og Matilde Hersland Powers med 4.030. Der var pæn afstand ned til Henrik Møller på fjerdepladsen med 2.781 og Louise Mehnke med 2.555.







