Unge menneskers trivsel lægger i den grad Matilde Powers på sinde. I dag er hun udpeget til Socialdemokratiets nye ordfører for ungdomsuddannelser.
Af Mikkel Kjølby
Medlem af Folketinget, Matilde Powers (A), har en baggrund som sygeplejerske, men også med konsulent i forhold til unges trivsel.
Det er derfor noget af en drømmeopgave, som hun nu har fået tildelt af Socialdemokratiet på Christiansborg.
– Jeg bliver Socialdemokratiets ordfører for ungdomsuddannelser. Jeg skal altså arbejde tæt sammen med Mattias Tesfaye om de konkrete rammer for den nye EPX-uddannelse og alt det andet nye, der kommer til at ske, fortæller Matilde Powers, som overtager ordførerskabet fra Astrid Krag, som har meldt ud, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.
Matilde Powers er desuden partiets forebyggelsesordfører og trivselsordfører, så nu har hun ordførerskaberne hele vejen rundt.
– For mig er det en kæmpe stor mulighed. Og det giver det rigtig god mening, fordi jeg nu kan arbejde hele vejen rundt om de unge; deres sundhed, trivsel og nu også deres uddannelse. Jeg vil blandt andet sørge for at holde et stærkt fokus på, at vi får de gode erfaringer med autisme og inklusionsklasser fra HF, med over i den nye EPX. Så vi sikrer os, at der fortsat – og gerne i endnu højere grad – bliver plads til alle unge i vores uddannelsessektor, siger Matilde Powers.
Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (A) står bag en ungdomsuddannelsesreform, som er vedtaget i et forlig med regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti.
I den forbindelse er der tale om milliardinvestering i en ny gymnasieuddannelse. Regeringen og partierne er enige om, at der skal oprettes en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx), som skal slå dørene op i august 2030.







