Matilde Powers i Folketinget – Kun tid til en enkelt tåre, så ringede telefonen

Socialdemokraterne jublede,, da Mette Frederiksen sikrede sig Statsministerposten og Socialdemokratiet tog mandat nummer fire i Nordsjællands Storkreds. Det gav Matilde Powers gode muligheder for at blive Medlem af Folketinget.

Del 1 af 4 om Matilde Powers første år som Medlem af Folketinget.
Hybris og nemesis. Matilde Powers – med pigenavnet Hersland – har fødderne solidt plantet i den jyske muld. Når man er vokset op i Horsens, har man lært ikke at fejre en sejr for tidligt. Man holder benene på jorden.

En vild valgnat på rådhuset
I løbet af valgaftenen den 2. november 2022 blev der jublet, krammet, grædt og danset i takt med at valgresultaterne tikkede ind. En stor gruppe Socialdemokrater samt en række frivillige hjælpere i Matildes valgkamp var forsamlet i Bryllupssalen på Furesø Rådhus, hvor der var sat storskærm, så man kunne følge valgresultaterne.
Sygeplejerske og byrådsmedlem Matilde Powers havde tilladt sig at række ud efter en plads i Folketinget. En tilsyneladende umulig kamp mod mere etablerede kandidater med langt større budgetter. Matilde havde til gengæld fået massiv lokal støtte og rigtig mange havde knoklet for hende. Nu skulle alle anstrengelserne måles og vurderes af vælgerne.
Ved 22-tiden stod det klart, at Socialdemokratiet højest overraskende havde opnået fire mandater i Nordsjælland. Et kæmpe boost til Matildes muligheder for at opnå valg.
-Selvfølgelig var vi sindssygt glade, da det gik op for os, at Socialdemokratiet fik fire mandater i Nordsjælland. Det var en stor forløsning og overraskelse. Der blev råbt og danset. Jeg fik øjenkontakt med Ole Bondo Christensen. Nu troede han på det, fortæller Matilde Powers.
Glæden skyldtes et simpelt regnestykke. De to folketingsmedlemmer Rasmus Stoklund og Henrik Møller samt den ny opstillede Fie Hækkerup måtte forventes at tage de første pladser, men fjerdepladsen var i spil.
Det fjerde mandat betød, at muligheden for at blive valgt blev langt større. Nu kunne det lade sig gøre, vurderer Matilde Powers.
I løbet af aftenen tog hun en tur til Christiansborg i selskab med Egedals borgmester Vicky Holst Rasmussen og kredsformand Peter Törnqvist, men det føltes ikke rigtigt. De tog hurtigt tilbage til Værløse.
Sent på aftenen tippede valgresultatet. Socialdemokratiet og støttepartierne nåede op på 90 mandater. Mette Frederiksen var sikker på statsministeriet. Festen nåede nye højder i Bryllupssalen.

Den lange ventetid dagen derpå
Fuld af håb og glæde tog Matilde hjem til Hareskovby sammen med sin mor. Manden Adam var en tur i Florida. Matilde skulle have været med, men så blev valget udskrevet.
Så startede ventetiden. Nattesøvnen blev overraskende god. Formiddagen var langt værre. Nervøsitet kom krybende. Sammen med sin mor begyndte Matilde at tage valgplakaterne ned. Det hjalp at lave noget fysisk, mens de personlige stemmer blev talt.
– På et tidspunkt begyndte tallene at komme, men kun fra de fem andre kredse i Nordsjælland. Jeg lå sidst af de seks kandidater. Det stod klart, at jeg havde brug for et virkelig godt resultat i Egedalkredsen. Det blev meget nervøst. Min mor havde det værre end mig. Jeg sendte hende ud at gå en tur, fortæller Matilde.
IT-systemet i Stenløse Kulturhus var gået ned. For at indberette tallene måtte valgsekretæren tage turen op på Egedal Rådhus.
Pludselig ringede telefonen. Det var Egedals borgmester Vicky Holst Rasmussen.
Vicky starter med at sige: Tillykke mit ynglings folketingsmedlem. Jeg hører ikke ordet medlem. Først da Vicky fortæller mig, at jeg har fået over 3000 personlige stemmer i Egedalkredsen, går det op for mig, griner Matilde Powers.
Efter telefonopkaldet går Matilde ud på badeværelset.
Jeg nåede lige at blive rørt. Der kom fem tårer, men jeg forsøgte at holde gråden tilbage. Så ringede telefonen og blev ved med at ringe. Alle ville ønske tillykke eller have en kommentar. Min mor kom hjem og begyndte at græde. En time senere ringede partikontoret og bad mig møde op på Christiansborg dagen efter til en orientering for de nye folketingsmedlemmer. Der var slet ikke tid til at være træt ovenpå valgkampen. Jeg nåede slet ikke at falde ned, fortæller Matilde.
Kort efter arrangerede Matilde en reception for de frivillige i valgkampen. Først her begyndte tankerne at ramme hende.
– Så mange havde sagt, at jeg for ukendt og ikke havde en chance for at blive valgt. Vi havde også et meget lille valgbudget. Det var en umulig opgave, men vi kunne godt. Vi gjorde det fandme. Alt det blander sig med erkendelsen af, at nu er det alvor.



Matilde Powers tog korrtavrigt til Christiansborg sammen med Vicki Holst Rasmussen og Peter Törnquist, men vendte hurtigt tilbage til Furesø Rådhus. Det føltes mere rigtigt.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder