Folketingsmedlem Matilde Powers (A) er med i en dansk delegation til FNs generalforsamling. Turen byder på mange store oplevelser. Læs rejsedagbogen lige her.
FNs generalforsamling og en ny pagt.
Om søndagen tog vi bumletoget til New York, så vi var klar til FN´s generalforsamling. Og straks da vi ankom, kunne man mærke FN-feberen. Byen var fuld civil-organisationer, virksomheder og deltagere fra hele Verden. Der var 1000-vis af sideevents, og 193 statsledere og andre ministre, som skulle deltage i åbningen mandag morgen. Sikkerheden var dermed også helt i top. Alle gader omkring FN-huset var afspærret. Der var politi på hvert et gadehjørne, og man kunne høre sirenernes skingre toner over alt, både nat og dag.
I en tid med historisk mange samtidige kriser og krige, er det uden tvivl vigtigere end nogen sinde før, at vi taler sammen og prøver at lave fælles aftaler om fred, sikkerhed, klima og rettigheder. Men FN-arbejdet har også længe været udfordret af de mange konflikter i Verden. Russerne modarbejder det meste i FN, konflikten i Gaza har skabt stor splid, og de afrikanske lande vil ikke længere acceptere at være dem, der står med de største konsekvenser af de klimaforandringer, som vestens overforbrug har skabt. Så der er brug for at gentænke FN´s måde at arbejde på.
Derfor var det også en stor lettelse, at FN-landene om søndagen, efter lange forhandlinger, blev enige om en ny Pagt. En aftale for fremtiden, om at tage FN i en ny retning; med nye aktuelle fokusområder som klima og kunstig intelligens, og med mere indflydelse til de afrikanske lande. Rusland stemte selvfølgelig imod pagten sammen med 6 andre lande. Men 143 lande stemte for. Det giver håb.
Præsident Bidens åbningstale emmede også af håb. Med en gennemgang af de krige, han har oplevet i sin tid, som alle er lykkedes at afslutte. Med en påmindelse om, at vi er lykkedes med at overvinde COVID. Med fokus på hvor meget, der er sat i gang for at forbedre klimaet, sagde han: ”Things can get better”.
I 2025 får Danmark, for første gang i 20 år, en plads i FN´s sikkerhedsråd. Det mest magtfulde råd i FN. Det er en stor og vigtig opgave, og den danske FN-ambassade var derfor også i fuld gang med at ruste sig til opgaven. Man mærkede tydeligt derovre, at Danmark er meget velanset i Verden; for at gå i front med klimaet, rettigheder, støtte til Ukraine osv. Som en afrikansk kvinde sagde; ”Denmark walk the talk”. Der var derfor også tydeligvis store forventninger til, hvad Danmark kan lykkes med at forandre i de næste to år i Sikkerhedsrådet. Måske bliver det svært at leve op til. Men uanset, gør det mig stolt af at repræsentere Danmark.
Netanyahus tale
Der var desværre ikke plads til at hele delegationen kunne være tilstede i FN´s hovedsal, The Council Champer, under alle statsledernes taler. Så der blev trukket lod om, hvem af os der kunne komme ind hvornår. Og om fredagen havde jeg fået tildelt den tidlige tid. Det viste sig imidlertid, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu aftenen før meldt sin ankomst netop der. Snakken gik straks på, hvad han ville sige, og om nogen ville forlade salen imens han talte. Så jeg var meget spændt på oplevelsen.
Min kollega Helle Bonnesen og jeg sad klar ved Danmarks pladser kl. 9, og kort inden Netanyahu gik på, vrimlede det pludselig ind med mennesker fra alle sider. Både Israels pladser og tilskuerpladserne på balkonen blev helt fyldt op. Stemningen sitrede, og da Netanyahu trådte frem på talerstolen, foran den store guldbeklædte væg, hujede og klappede de mange fremmødte. Og sådan fortsatte det under hele hans tale. Formanden råbte flere gange ”order, order” for at bede om ro i salen. Jeg spurgte de danske sekretærer, om det var normalt under en tale, og de sagde, at det aldrig var sket før.
Netanyahu indledte sin tale med at sige, at han slet ikke havde planlagt at komme i år, fordi han havde en krig, han skulle tage sig af, hjemme i Israel. Men at han havde følt sig nødsaget til at tage af sted alligevel, for at korrigere det, han havde hørt andre sige på talerstolen de foregående dage. Han holdt sin tale på et flot engelsk, og er uden tvivl en dygtig historiefortæller. Indledningsvis fortalte han detaljeret om, hvad der skete d. 7. oktober, da en musikfestival i Israel blev angrebet af den palæstinensiske terrorgruppe Hamas. Han havde endda en af vidnerne fra festivalen med på tilskuerpladserne, som han bad rejse sig for at blive hyldet. Som svar på de mange anklager imod ham, for hans mange efterfølgende modangreb, pegede han på amerikanerne og spurgte: ”Hvis det var jer, der blev angrebet, hvor længe ville I så vente med at slå tilbage… en dag, en uge, en måned?”. Han sluttede sin tale af med at pege hen på Palæstinas pladser, som stod tomme, og sagde, at han kunne se, at hverken Abas eller Hamas ønskede dialog, siden Abas havde besluttet ikke at være til stede i dag.
I de danske aviser kunne jeg bagefter læse, at mange forlod salen under Netanyahus tale. Det må jeg sige, at jeg slet ikke oplevede. Tvært i mod så jeg kun flere ankomme til salen. Det var og blev FN´s måske mest omdiskuterede tale. Jeg føler mig meget heldig, at jeg fik lov til at opleve den live.
