Matilde Powers skriver dagbog fra USA – New Yorks sundhedsborgmester om legalisering af hash

Matilde Powers (I hvidt) stillede op til fællesbilede med en del af de andre deltagere ved FNs generalforsamling. Privatfoto.

New Yorks sundhedsborgmester om legalisering af hash
Noget af det første man bemærker, når man ankommer til New York, er den sødlige lugt af cannabis. Overalt hvor man går, er der folk der ryger hash. New York legaliserede nemlig salg af hash i 2021. Spørgsmålene fra os i delegationen stod derfor i kø; var flere begyndt at ryge efter legaliseringen, havde det fjernet det sorte marked, oplevede de flere som blev afhængige, og flere problemer med hash på skoler? Hvor meget tjener staten på det, og har det haft indvirkning på den store stigning af hjemløse i byen?
Til at give os svar, havde vi fået sat et møde op med sundhedsborgmesteren i New York. Mødet foregik i sundhedsdepartementet, og med sig havde borgmesteren 6 embedsmænd, som skulle hjælpe ham igennem.
Vi havde nok forventet en åben samtale, med ærlige svar om fordele og ulemper, men hurtigt stod det klart, at borgmesterens formål primært var at præsentere byen fra en meget positiv vinkel, og at han opfattede vores spørgsmål meget kritiske. Så det pressede stemningen lidt. Men en del svar fik vi da. Kvaliteten af svarene kan man til gengæld diskutere…
Han mente ikke at flere røg hash efter legaliseringen. Byen havde siden 2021 fået ca. 1000 lovlige smoke-shops, og langt flere ulovlige. Det sidste halve år havde myndighederne lukket 2000 ulovlige butikker. Han opfattede ikke hash som et gateway-druk, som kunne lede til misbrug af andre stoffer. Faktisk så han hash som temmelig uskyldigt. Formålet med legalisering af hash i New York havde ikke været at stoppe ulovligt salg blandt bander – men derimod at stoppe racediskrimination, hvor de oplevede at særligt sorte mennesker ofte havnede i fængsel for salg. Den sigende hjemløshed forbandt de ikke med legaliseringen af hash, men derimod med de stigende priser i USA og den øgede migration. De havde ikke nogen tal på, hvor meget staten havde tjent på salget (men vi hørte ved et tidligere oplæg at indtægten i andre stater allerede havde overskredet indtægten fra alkohol).
Et meget interessant møde, som gjorde os klogere på anskuelsen af cannabis i USA, men nok ikke meget klogere på fakta.

Hvad tager jeg med mig hjem?
Efter 15 dages tætpakket program rejste delegationen onsdag aften hjem igen. Som en politiker, der primært har beskæftiget mig med sundhed- og velfærdspolitik, har det været noget af en læringsrejse. Jeg kommer uden tvivl hjem langt klogere på hele FN-systemet, det kommende præsidentvalg i USA, på verdens konflikter og krige, på amerikanernes svære livssituation, og selvfølgelig også på gruppen af de gode kollegaer, jeg har været afsted med. På sådan en tur knytter man bånd på tværs af partifarver og holdninger. Det er der ingen tvivl om.
Højdepunkterne på turen har for mig været at møde kongresmedlem Steny Hoyer i DC, at høre Netanyahus tale, at tale med sundhedsborgmesteren i New York og at lytte til Trump-tilhængere. Fordi disse oplevelser alle sammen har udvidet min horisont, og givet mig en større forståelse for nogle mennesker, jeg ikke altid har forstået. Jeg føler mig virkelig beriget og heldig med at have fået lov til at møde så mange spændende mennesker og opleve USA midt under en valgkamp og under en historisk og højspændt FN-generalforsamling. Tænk at få lov til at være så tæt på ved så store verdensbegivenheder.
Nu glæder jeg mig dog også til at komme hjem og tage fat på alt det spændende arbejde i Folketinget.
Tak fordi I læste med.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *