Med Noah Markmann på plads kan det være næste træk

Noah Markmann har endelig sendt sin signatur på en forlængelse med FC Nordsjælland. Foto Noah Thielemann

Efter lidt betænkningstid har den talentfulde forsvarsspiller Noah Markmann forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2029. Han kan være afløseren for Caleb Yirenkyi i den bagerste kæde.
Af Mikkel Kjølby
Fodboldspillere skal være udstyret med en hård psyke, for der sker af og til ting som de ikke selv kan styre.
Noah Markmann udviklede sig i efteråret til en stamspiller på FC Nordsjællands Superligahold. I den klassiske FCN-opstilling 4-3-3 var han forsvarsspilleren, som kunne drive bolden frem, mens Tobias Salquist ved han side stod for duelspillet.
Op til sæsonstart i vinters valgte trænergruppen at skifte system. 4-3-3 blev til 3-4-3 – Noah Markmann mistede startpladsen, da tremandskæden kom til at bestå af Tobias Salquist, Caleb Yirenkyi og Peter Ankersen.
Det var dårlig timing for 19-årige Noah Markmann. I et interview med Alt om Furesø i februar 2026 lagde han ikke skjul på, at han ville give tilbage til FC Nordsjælland, men også drømte om udlandet.
Noah Markmann var ikke udtaget til sommerens første kampe. Sportsdirektør Alexander Riget gav overfor bold.dk udtryk for, at Noah Markmann lige skulle tage en beslutning om forlængelse eller ej, da kontrakten udløb i sommeren 2027. Det var derfor sidste skud i bøssen, hvis FC Nordsjælland skulle sælge det unge forsvarstalent, men timingen i forhold til et salg var dårlig.
Fredag kom så meldingen om, at Noah Markmann havde forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland, så den nu løber til sommeren 2029.
– Vi er glade for, at vi og Noah er blevet enige om at forlænge aftalen frem til sommeren 2029. Noah er et stort forsvarstalent, der har været en del af klubben, siden han var 10 år gammel. Vi ser frem til, at han nu kan udvikle sig endnu mere i de stærke rammer, vi har omkring Superliga-holdet her, siger sportsdirektør Alexander Riget til fcn.dk


At der er store forventninger til Noah Markmann, indikerer hans nye trøjenummer, Noah Markmann får rygnummer 4.
– Jeg er glad og stolt og lettet over, at min fremtid nu er faldet på plads. Det giver mig virkelig ro i maven, og nu glæder jeg mig til at fortsætte med at kæmpe for FC Nordsjælland. For mig er det det perfekte sted at være, siger Noah Markmann til fcn.dk og fortsætter:
– Nu glæder jeg mig til at løbe ud foran fansene igen, for de har altid støttet mig og er bare vigtige for os spillere. Så jeg glæder mig til alle de spændende udfordringer, der venter, og jeg glæder mig til at give en masse tilbage til tilhængerne, siger Noah Markmann, som altid har været fanfavorit, fordi han giver sig fuldt ud.
Med Tobias Salquist i en glansrolle som duelspiller i den centrale position i forsvaret, kunne det tænkes, at Noah Markmann er udset som afløser for Caleb Yirenkyi, hvis han skifter klub i dette transfervindue, formentlig efter kvalifikationskampene til Conference League. Det vil i så fald være i duel med spillere som Stephen Acquah og Matej Tuka.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *