Socialdemokratiet kræver 25 procent almene boliger ved friplejehjemmet på Ny Vestergårdsvej. Skitse: AART. Mangor og Nagel.

Udviklingen af erhvervsområdet ved Ny Vestergårdsvejs har fået endnu et skud for boven. Socialdemokratiet forlanger almene boliger. Det har Widex tidligere afvist blankt.
Det er efterhånden 13 år siden, at Widex fraflyttede domicilet på Ny Vestergårdsvej og efterlod et gabende hul i Værløses erhvervskvarter.
Efter megen tovtrækkeri vedtog byrådet i januar 2024 en udviklingsplan for Ny Vestergårdsvej. Visionen er at skabe et sammenhængende byområde med fokus på innovation og offentligt privat samarbejde om nye velfærdsløsninger.
Oversat til dansk: et friplejehjem med tilhørende plejeboliger, dertil plads til uddannelsesinstitution, iværksætteri og almindelige boliger.
Nu har planen fået et ordentligt skud for boven. I forbindelse med mødet i Plan og Byudviklingsudvalget den 24. september ville Socialdemokratiet pludselig have almene boliger i området.
Borgmesterpartiet bragte et ændringsforslag i spil, og da partiet har flertal i udvalget blev det vedtaget med stemmerne 3-2 idet Venstre og Konservative stemte imod.
Ændringsforslaget lyder således: Socialdemokratiet foreslår, at der i lokalplansforslaget stilles krav om 25% almene boliger med henblik på at sikre, at der i delområdet kommer visiterede ældreboliger og/eller seniorbofællesskaber.
Dette har potentiale til at stoppe hele processen, idet Widex tidligere har taget klar afstand fra almene boliger i området. Ifølge Alt om Furesøs oplysninger har Widex endnu ikke solgt Ny Vestergårdsvej 21-23 til Novo Nordisk, som ønsker at udvide produktionen i Værløse.
Netop dette salg vil banen vejen for projektet. Det vil fastholde en del af området som erhvervsområde, men også generere store skatteindtægter til Furesø Kommune, idet selskabsskatten beregnes ud fra antal medarbejdere i kommunen. Novo Nordisk er i forvejen en af kommunens største skatteydere.

Direkte imod Letter og Intent
Furesø Kommune, OK-Fonden og Widex har tidligere skrevet under på et Letter og Intent for etableringen af et friplejehjem. Socialdemokratiets kovending går direkte imod dette Letter og Intent.
Konservative Egil Hulgaard er rystet.
– Vi står helt uforstående overfor et pludseligt krav fra Socialdemokratiet, der de facto har til hensigt at konfiskere 25% af en privat ejers grund. Det er ejendommeligt, at komme med et så vidtgående krav og ovenikøbet i den sidste fase af en planlægning, der har været i gang i årevis. Furesø kommune har ydermere allerede aftalt noget andet med ejeren i et Letter of Intent. Derfor er Furesøs troværdighed også på spil her. Vi synes Socialdemokratiet skulle droppe kravet, siger Egil Hulgaard.
Formand for Plan og Byduviklingsudvalget, Bettina Ugelvig (A), forklarer
– LOI’et føder ind til den udviklingsplan, som et flertal i byrådet har godkendt og her specificeres det, at der udover plejeboliger skal være senioregnede boliger, som skal være visiterede ældreboliger og seniorbofællesskaber. Visiterede boliger er typisk opført af almene boligorganisationer og er ofte finansieret gennem offentlige tilskud. De tilbyder boliger til en overkommelig husleje. Det kan man ikke just sige om private udlejningsboliger, lyder det fra Bettina Ugelvig.
Socialdemokratiets ønske bunder i ligebehandling af borgerne.
– I Socialdemokratiet er vi meget opmærksomme på, at alle furesøborgere – også i alderdommen – skal have adgang til gode boliger. Derfor skal det specificeres i en lokalplan, at 25 pct. af boliger, der opføres, er almene. Det kan man ifølge national lovgivning, og det er også nævnt i Furesøs kommuneplan.
Det er der, som vi er nået til nu med lokalplansforslaget og det, som vi har behandlet i dag, forklarer Bettina Ugelvig.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *