Mette Morgan overtog tøjbutikken Anne Kirchh i 2021, men har haft Anne Kirchheiner ansat indtil maj måned i år. Nu står hun helt på egne ben og kan melde om fremgang – også med flere kunder fra andre byer.
Af Mikkel Kjølby
I 2021 overtog Mette Morgan den populære tøjbutik Anne Kirchh, men havde den store glæde, at Anne Kirchheiner fortsatte som medarbejder frem til maj 2026.
Anne Kirchh havde opbygget en stabil kundekreds, som gennem årene er kommet fast i butikken, og Mette Morgan har siden sat sit eget præg på butikken.
– Anne havde gennem årene opbygget et rigtig godt udvalg af mærker, som hendes kunder var glade for. Jeg har valgt at udvide sortimentet med flere forskellige mærker og også flere accessories som tasker, tørklæder og smykker. Jeg synes, det er spændende hele tiden at udvikle butikken og finde nye ting, som passer til mine kunder, forklarer Mette Morgan.
– Jeg kan godt lide at forny sortimentet løbende, fordi der skal være noget nyt at komme efter i de fysiske rammer, som vi har i butikken.
Den gode betjening og familiære stemning er den samme.
– Vi bruger meget tid på at sludre og snakke med kunderne. Kunderne kan mærke, at vi vil dem. Vi kender navnene på rigtig mange af vores kunder, siger Mette med et smil.
For det er bestemt en af grundene til, at hun elsker at drive butik på Værløse Bymidte. Det er relationerne til kunderne, som driver værket.
Som butiksejer er der selvfølgelig meget at se til, men Mette har fundet en god balance, der fungerer for hende.
– Jeg har tilrettet min hverdag, så der også er tid til min familie. Når klokken er 18, går jeg hjem fra butikken, og det betyder meget for mig også at kunne være til stede derhjemme, siger Mette Morgan.
Hun har ændret lidt i åbningstiderne. Nu har butikken åbent fra 10 til 18 i hverdagene og 10 til 15 om lørdagen.
Det giver Mette lidt ekstra tid om morgenen. Det er her, hun får lavet små videoer til butikkens sociale medier og får tankerne på plads.
– Vi kan mærke, at vi nu også har flere kunder fra andre byer, blandt andet fra Farum. Vi får især ros for vores kundeservice og udvalg, siger Mette Morgan.
Mette har ikke planer om at åbne flere butikker, selvom hun flere gange er blevet opfordret til det.
– Vi har kunder fra København, og flere af dem har spurgt, om jeg ikke kunne have lyst til at åbne en butik i København. Men jeg har hænderne fulde med denne her skønne lille butik og alle vores søde kunder, siger Mette Morgan med et stort smil.
Et særdeles velovervejet ejerskifte
Man kan roligt kalde det for et velovervejet ejerskifte, da Anne Kirchheiner i juli 2021 solgte butikken Anne Kirchh til sin tidligere medarbejder Mette Morgan. Ja, faktisk arbejdede Anne videre i butikken i fem år efter ejerskiftet.
Anne Kirchheiner startede tøjbutikken Anne Kirchh helt tilbage i 2000. En af hendes faste kunder var Mette Morgans mor.
Mette, som voksede op i Farum, var flyttet til Egypten, da hun i 2002 fik en fax fra sin mor, hvor hun spurgte om, hun ville have en T-shirt som kunne købes i den her lækre, lille tøjbutik på Værløse Bymidte.
Det udviklede sig til en virkelig god relation. Mette kom hjem fra Egypten og begyndte at arbejde for Anne Kirchheiner et par dage om ugen.
Mette arbejdede hos Anne frem til 2005, hvor hun rejste til Australien og blev boende i nogle år. I 2009 vendte hun tilbage til Danmark og blev butikschef i en kædebutik i Sillebroens Shoppingcenter i Frederikssund.
I 2009 blev Mette gift med Richard Morgan fra Australien. I 2010 rejste de tilbage til Australien, og inden de rejste, sagde Mette til Anne, at hvis hun på et tidspunkt overvejede at sælge butikken, ville hun meget gerne høre fra hende.
Hver gang hun var hjemme i Danmark, blev det til en middag på Tante Maren med Anne. Anne og jeg holdt altid venskabet ved lige, selvom jeg i perioder ikke boede i Danmark og arbejdede andre steder.
I 2018 var Mette på besøg i Danmark fra Australien. Anne og Mette sad til middag på Tante Maren, da Anne fortalte, at hun havde fået et tilbud om at sælge butikken til en anden branche.
– Anne havde et stort ønske om at være mormor med stort M, når den tid kom, og derfor ville hun gerne have færre arbejdsmæssige forpligtelser. Da jeg hørte, at hun havde fået et tilbud om at sælge butikken, mindede jeg hende om vores aftale om, at hun skulle sige til, hvis hun ville sælge. Hun spurgte, om jeg ville overtage, og jeg ringede til min mand, som syntes, det var en god idé. Det kom bare til at tage en del tid, fortæller Mette Morgan.
Mette blev gravid og fik en datter i 2019. Så kom coronanedlukningerne i 2020. Australien lukkede ned, og det kom til at tage lang tid at få lov til at rejse hjem. Da Mette og familien endelig var i Danmark, gik der også tid med at få virksomheden på plads.
Den 1. juli 2021 blev salget gennemført, og rollerne blev byttet om.
– Det føltes helt naturligt, at Anne skulle fortsætte i butikken hos mig, og sådan blev det heldigvis. Hun arbejdede et par dage om ugen frem til maj i år, hvor vi satte det sidste punktum for vores mange år sammen i butikken, fortæller Mette Morgan, som i dag bor i Værløse.








1 kommentar til “Mette nyder at være tæt på kunderne”
Say a regular returns after Anne’s departure; Mette remembering their name would support “Den gode betjening og familiære stemning er den samme.” I work on ReceiptBoard, where our free receipt maker serves another everyday aspect of small business administration.