Lige efter det officielle program ved fejringen af Farum Internationale Skulpturparks 25-års fødselsdag tager ungdommen over. Der bliver koncert med unge artister.
I samarbejde med Furesø Kommune har Furesø Ungepanel fået lov til at overtage scenen efter dagsprogrammet den 31. august i Skulpturparken.
Fra kl. 16 vil der være gratis koncert med up coming lokale og udefrakommende unge artister og DIY-henna. Arrangementet har fået navnet MIC DROP.
De unge artister der kommer til at spille er 12DAM (Hjalte Ljørring Toldam), som har udgivet musik på Spotify og spillede på RÅ Festival.
Der vil også komme et band fra Ishøj Ungdomsskole, der spillede på RÅ Festival. Og så kommer Laura, som har været med i Suburbangirls talentforløbet og har lige udgivet et album med dem.
– Furesø Ungepanel er stolte over at kunne tilbyde endnu et gratis og fedt arrangement til Furesøs unge. Det bliver en dag hvor man bare kan hænge ud og høre mega god musik som andre unge har lavet, siger Esther Toldam fra Furesø Ungepanel.
Koncerten er for alle. Musikken er dansk og engelsk rap blandet med noget pop. Musikken varer to timer fra kl. 16 til 18.