Michelle vendte nedtur til optur

Michelle Samantha Thilo fik en dramatisk start på tilværelsen som selvstændig ejendomsmægler, men har vendt nedtur til optur.

Starten på tilværelsen som ejer af Nybolig i Værløse blev langt mere udfordrende end forventet, men Michelle Samantha Thilo trodsede oddsene og gjorde butikken til den mest sælgende ejendomsmægler i byen.
Af Mikkel Kjølby
I dag er Nybolig den mest sælgende ejendomsmægler i Værløse. Sådan har det været i snart et års tid.
-Vi vidste, at det var på vej, og vi fulgte med for at se, hvornår vi kom op som nummer 1. Det var en stor dag, da det skete. Vi fejrede med champagne i butikken og tog ud at spise. Men det er jo det, at når man er nummer 1, så skal man forsvare pladsen. Alle de andre vil gerne vippe en af pinden. Det er hårdt at være nummer 1, siger Michelle Samantha Thilo med et stort smil.
For tænker hun fire år tilbage, var der ingen tegn på, at det skulle gå den vej.
Michelle voksede op i Farum. Hun gik på International Business School og tog bagefter finansøkonomuddannelse. Hun startede som trainee hos Nybolig Farum og Værløse som 22-årig.
To år senere splittede forretningen op i Farum og Værløse. Michelle slog til og blev medindehaver af forretningen i Værløse som 24-årig i 2021. Det var i tiden efter corona. Markedet virkede lovende.
Men så slog verden i den grad tilbage. I september 2022 var Michelle højgravid. Omstændighederne gjorde, at det var nødvendigt at køre forretningen videre alene, og så sprang gasrørene i Østersøen. Energikrisen ramte, køberne blev nervøse. Markedet gik i stå.
– Så stod jeg der højgravid med to ansatte, intet salg og en likviditet i bund, siger Michelle Samantha Thilo med et trodsigt smil.
– Det kræver, at man ved, hvad man vil og har et godt bagland. Jeg havde en god opbakning. Min mands arbejdsgiver var meget fleksibel, så han kunne holde barsel på deltid og komme forbi med babyen, når der skulle ammes, fortæller Michelle Samantha Thilo.


Michelle knoklede på, for hun havde en indædt tro på, at hendes vision om, hvordan en moderne ejendomsmægler trænger igennem, var den rigtige vej.
– Vi gjorde meget ud af at markedsføre forretningen på en ny måde. Vi var på TV2-play, lavede biografreklamer og var med til en masse arrangementer. Efterhånden begyndte vi at få flere og flere henvendelser, siger Michelle Samantha Thilo.
Der helt store gennembrud kom, da hendes tidligere skolekammerat, Mads Weis Oehlenschlæger, kom ind i butikken.
– Mads blev ansat, mens jeg var på barsel. Han tog meget ansvar. Det var en, som jeg vidste, at jeg kunne stole på. Der gik ikke så længe, før jeg foreslog ham, at han kunne købe sig ind i forretningen. Jeg havde brug for en god ven og sparringspartner. Det gjorde, at fundamentet blev stærkt med to til at stå for det, forklarer Michelle Samantha Thilo, som blev gravid igen i 2023.
Så blev Mark Lynghøj Holst Berthelsen ansat og er blevet en vigtig del af forretningen. I dag er han blevet partner.
– Mark er en virkelig dygtig ejendomsmægler. Han komplimenterer teamet godt. Så tog det for alvor fart, siger Michelle Samantha Thilo.
I hele perioden har Nybolig haft til huse på Kulturtorvet med udsigt til Værløse Bio. Det er en del af grundlaget for succesen.
– Værløse Bios café trækker virkelig mange mennesker forbi vores butik. Det er et godt sted at være for os. Vi er en del af byens puls, siger Michelle, som nu kigger på at udvide i andre byer.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *